Fin Form og Holdtræning Odense har indgået et samarbjede, der sikrer, at medlemmer kan træne i begge centre med kun ét medlemskab.
“Muligheden var oplagt og for god til at sige nej til”, lyder det fra Leif Christensen fra Fin Form,
som suppleres af Sophie Bonde Sørensen fra Holdtræning Odense: “Da vi begge har fokus på at
skabe gode træningsmuligheder og lokale fællesskaber for vores medlemmer, har vi begge set en oplagt mulighed i at indgå et samarbejde mellem vores centre, der medfører øgede
træningsmuligheder for det enkelte medlem uden at gå på kompromis med den lokale stemning”.
Derfor bliver det fra og med 1. februar muligt for medlemmer af Fin Form at træne i Holdtræning
Odense og omvendt to gange ugentligt. Et bidrag til medlemmers nuværende medlemskaber, der
har en værdi af minimum kr. 350 pr. mdr.
Samarbejdet mellem mindre fitnesscentre er ellers ikke en konstellation, der ofte ses. “Oftest
konkurrerer de små fitnesscentre om de samme medlemmer. Derfor er et samarbejde mellem to
mindre centre en form for samarbejde, jeg med 40 år i branchen ikke tidligere har set”, udtaler Leif Christensen, der blandt andet som tidligere ejer og direktør i egen kæde på 12 centre,
driftsdirektør i Fitness dk og direktør i SATS i den grad har et indgående kendskab til branchen.
Men Sophie Bonde Sørensen og Leif Christensen har valgt at se hinanden som
samarbejdspartnere i stedet for konkurrenter for at kunne give deres medlemmer det bedst mulige
produkt.
Foruden de øgede muligheder for medlemmerne er det også en nødvendighed for at kunne
bevare de små og lokale fitnesscentre, tilføjer Leif Christensen. “Ofte er de store fitnesskæder
dominerende i de større byer, og det kan være svært som et lille center at slå igennem. Derfor tror jeg, at vi små centre må holde sammen og tænke ud af boksen, hvis vi ikke vil lade os opsluge. Jeg er derfor utrolig glad for Sophies og mit nye samarbjede”, udtaler Leif Christensen.
Leif Christensen og Sophie Bonde Sørensen håber på, at det nye samarbejde kan skabe et endnu
større fælleskab for deres medlemmer. Og de håber, at medlemmerne nu i endnu højere grad kan skabe nogle gode og sjove træningsrutiner, som varer ved.
Info om Fin Form og Holdtræning Odense
Fin Form er et personligt ejet og drevet fitnesscenter med 3 centre i henholdsvis Tommerup st, Bellinge og Odense. Fin Form har mange former for træning: styrketræning, cirkeltræning i maskiner, funktioneltræning, forskellige typer holdtræning som, pilates, hot yoga, zumba, HIIT, jumping fitness, cross fitness og cirkeltræning.
Holdtræning Odense er et fitnesscenter, som udbyder holdtræning på deres to lokationer i
Hjallese. De har over 20 forskellige holdtyper og 65 faste hold om ugen.
Udover at centrenes medlemmer kan træne på tværs af centrene, så vil nogle at underviserne
også være at finde begge steder.
MitOdense – det, der samler os