Brandts Klædefabrik får endnu et kreativt løft, når AURAS Bevægelsesstudio slår dørene op 16. januar. Det nye dansestudie bliver et sanseligt og levende samlingspunkt for bevægelse, scenekunst og fællesskab – midt i hjertet af Odense.
Bag AURAS står Laura Vesti, der har dybe rødder i det fynske kulturliv og mange års erfaring som danseunderviser, koreograf og udøvende scenekunstner. Hun er uddannet fra Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense, har en bachelor i musical fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia og en yogauddannelse, som tilsammen danner fundamentet for studiets holistiske tilgang til bevægelse.
Bevægelse med nærvær og leg
Hos AURAS handler bevægelse ikke kun om teknik, men om at være til stede i kroppen og i rummet. Undervisningen tager udgangspunkt i legende undersøgelse, tryghed og nærvær – uanset om man er nybegynder eller erfaren.
Studiet tilbyder blandt andet jazzdans, yoga og drama og arbejder med et fleksibelt og dynamisk skema. Det betyder, at man både kan vælge medlemskab, klippekort, workshops og gæstelærere – og nemt booke klasser online via studiets hjemmeside.
AURAS henvender sig til et bredt aldersspektrum og lægger vægt på en imødekommende og respektfuld undervisningsform, hvor den enkelte deltager støttes i at tage ejerskab over sin egen udvikling.
Mere end et dansestudie
Ambitionen rækker længere end selve undervisningen. AURAS skal også være et mødested og værested, hvor mennesker mødes om bevægelse, kreativitet og kultur – og hvor fællesskabet spiller en central rolle.
Hos Brandts Klædefabrik er begejstringen stor over det nye tiltag, som passer naturligt ind i områdets kreative profil og bidrager med ny energi til det levende kulturmiljø.
Praktisk info
Åbning: 16. januar
Navn: AURAS Bevægelsesstudio
Adresse: Vestergade 79, 1. sal (indgang via Kulturmaskinen)
MitOdense – det, der samler os