Et nyt, stort og farverigt vægmaleri er på vej til Brandts Klædefabrik i hjertet af Odense. Værket skal ikke blot forskønne området, men også tilføre det en helt ny betydning med temaer som kærlighed, drama og nære relationer. Vægmaleriet bliver et centralt element i udviklingen af området, og skal fungere både som kunstnerisk udsmykning og visuel vejviser.

Det imponerende og farvestrålende kunstværk vil pryde hele den ene væg på trappetårnet ind
til Kulturmaskinen og Tidens Samling i Farvergården og bevæge sig ind i passagen mellem Farvergården og Den Lille Pakhusgård, hvor den nye store Café UNIKA ligger. Med sin
organiske udformning, der dækker flere flader, vil værket binde området sammen på en ny
spændende måde.

Udsmykningen er en del af en større vision om kontinuerligt at udvikle Brandts Klædefabrik og hænger bl.a. sammen med de omfattende renoveringsprojekter af Pakhuset og Farveriet. Området skal være et sted, hvor man får lyst til at stoppe op, mærke stemningen og tage en oplevelse med sig hjem. Samtidig spiller værket godt sammen med Odense Kommunes
strategi om at åbne byens baggårde og passager mere op gennem kunst. Det bidrager til at skabe tryghed, inspiration og åbne nye rum for dialog og oplevelser.

Lars Zülau Henriksen, ejendomsdirektør hos Brandts Klædefabrik

Et samarbejde med Galleri GRISK
Kunstværket bliver realiseret i tæt samarbejde med Galleri GRISK – et af landets førende
gallerier inden for streetart. GRISK er kendt for at udfordre rammerne for, hvor kunst kan finde
sted, og har stået bag en lang række vægmalerier i hele Danmark, skabt af kunstnere fra hele
verden.

Vi er på en mission for at give steder og miljøer en helt ny betydning gennem streetart i verdensklasse. Vi ser kunstformen som en måde at skabe dialog, relationer og tilhørsforhold – både lokalt og globalt. Projektet i Brandts Klædefabrik passer perfekt til netop det. Nu glæder vi os bare til at komme i gang, at dele processen med forbipasserende i området, og ikke mindst at se det færdige resultat.

Per Bank fra Galleri GRISK.

En international kunstner med stærke rødder
Det er den russisk-armenske kunstner Marat Danilyan, bedre kendt under kunstnernavnet
Morik, som står bag det kommende vægmaleri. Morik har base i Prag, men har rødder i den
sibiriske by Novosibirsk, og er internationalt anerkendt for sin evne til at forene abstrakte og
realistiske elementer i store, udendørs kunstværker.

Morik er uddannet fra en af Ruslands førende kunstskoler og har gennem årene udviklet en
unik stil, hvor klassiske teknikker møder moderne streetart. Hans værker kan opleves i byrum over store dele af verden, b.la. i Madrid, Moskva og mange andre steder.

Oplev kunsten blive til – live
Maleriet påbegyndes 1. september og processen forventes at vare i ca. 2 uger. De besøgende
i Brandts Klædefabrik får mulighed for at følge processen helt tæt på.

Dette kunstværk kommer til at understøtte kommunens indsats for at styrke Odense som international kulturstorby. Vi håber, at byens borgere og gæster har lyst til at kigge forbi og opleve kunsten tage form dag for dag, og så glæder vi os enormt til at det nye kunstværk står færdigt og er med til at byde gæster velkommen her på Brandts Klædefabrik.

Rikke From Larsen, områdechef i Brandts Klædefabrik

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere