Odense Letbane tager endnu et vigtigt skridt mod udbygningen af letbanens etape 2. En ny anlægsdirektør er nu på plads, og samtidig står letbaneselskabet over for en markant flytning til nye lokaler i hjertet af byen.
Erfaren profil i spidsen for anlægsarbejdet
Varun Sivapalan tiltræder som ny anlægsdirektør i Odense Letbane den 1. januar 2026. Han kommer med solid erfaring inden for jernbaneinfrastruktur og anlægsprojekter og får ansvaret for at opbygge og lede den anlægsorganisation, der skal realisere letbanens næste etape.
Etape 2 indebærer anlæg af knap fem kilometer nye spor i det nordøstlige Odense – fra Korsløkke til Seden – samt en kort strækning ved Sukkerkogeriet. Projektet kræver tæt samarbejde mellem entreprenører, rådgivere og myndigheder, og netop den disciplin har den kommende anlægsdirektør stor erfaring med.
Varun Sivapalan er uddannet civilingeniør og kommer senest fra en stilling som områdechef i Banedanmark. Her har han haft det overordnede ansvar for mere end 20 sporfornyelsesprojekter fordelt over hele landet – projekter i milliardklassen.
Vi får en anlægsdirektør, der kender kompleksiteten i sporprojekter og samtidig har stor erfaring i at skabe fremdrift i samspillet mellem entreprenører, rådgivere og bygherrer.
Adm. direktør i Odense Letbane, Dan Ravn
Letbaneselskabet flytter til Thrige Firkanten
Udbygningen af etape 2 betyder også, at Odense Letbane P/S får brug for flere medarbejdere – især inden for teknik og anlæg. Derfor flytter selskabet i begyndelsen af 2026 til nye og væsentligt større lokaler i Thrige Firkanten i det centrale Odense.
Ifølge Dan Ravn er flytningen nødvendig for at samle både drift og anlæg på én adresse og samtidig kunne tiltrække nye specialistkompetencer.
Vi må forvente, at en del af de specialistkompetencer, som vi skal rekruttere til etape 2, kommer fra andre landsdele – og her er det en fordel med lokaler tæt på Odense Banegård.
Adm. direktør i Odense Letbane, Dan Ravn
Flytningen gælder udelukkende Odense Letbane P/S. Den daglige drift af letbanen fortsætter uændret fra kontrol- og vedligeholdelsescentret i Hjallese, hvor både Keolis og øvrige underleverandører fortsat har base.
Med både ny anlægsdirektør og kommende flytning markerer Odense Letbane starten på en ny fase i arbejdet med at udbygge den fynske letbane – et projekt, der i de kommende år vil sætte tydelige spor i byens udvikling.
MitOdense – det, der samler os