fbpx

Den 27. december starter covid-19 vaccinationen af beboerne på Odenses plejecentre. Vaccinationerne vil løbe over fire dage, og inden nytår forventes alle plejecenterbeboere, som ønsker det, være vaccineret

Den 27. december kl. 9:00 vil første stik blive givet på Ældrecenter Øst i Odense. Herefter vil alle de beboere, som ønsker det, blive vaccineret mod covid-19. Vaccinerne gives af læger og transporteres af apotekere fra OUH ud til plejecentrene, hvor de gøres klar til at blive givet. Vaccinationerne i Odense er blandt de første, der gives i landet.   

Vaccinen er den største milepæl i pandemien siden den første nedlukning i marts. Nu er der begrundet håb for, at det hele bliver godt igen. I første omgang bliver de ældste og mest sårbare borgere beskyttet. Det er glædeligt. Men der kommer til at gå måneder før nok danskere er vaccineret til, at vi kan ændre adfærd. Der er lang vej endnu. Derfor skal vi passe ekstremt meget på ikke at male håbet alt for lyserødt. Hvis vi slækker på retningslinjerne, så risikerer vi, at gøre håbet til smittens bedste ven. Brug derfor den gode nyhed som motivation til at holde fast i den gode adfærd, så ingen bliver unødigt syge eller dør under befrielsen fra corona.

Borgmester Peter Rahbæk Juel.  

I alt har 1220 beboere på Odenses plejecentre tilkendegivet, at de ønsker at blive vaccineret, hvilket svarer til stort set alle borgere på plejecentrene i Odense Kommune. Det endelige samtykke gives til lægen på selve dagen.  

Jeg er glad for, at næsten alle de ældre har valgt at tage imod tilbuddet. Det er en god start, men der er stadig en lang, sej kamp forude. Derfor kommer vi også til at se værnemidler og forholdsregler på vores plejecentre et stykke tid endnu. Men der er lys forude.

Ældre- og Handicaprådmand i Odense, Søren Windell.    

MitOdense – det, der samler os