Der er noget i luften over Odense Havn lige nu. Du ved… den dér sitrende fornemmelse af sol på kinderne, lyse aftener og planer, der spontant bliver til virkelighed. Og nu er der sat dato på.
Lørdag den 2. maj åbner Soldækket igen – klar til endnu en sæson med sommerstemning helt ned til vandkanten.
Her bliver der skruet op for alt det, vi forbinder med de gode aftener: kolde drinks, god vin, afslappet loungestemning og udsigt til solen, der langsomt glider ned bag havnen. Det er startskuddet på sommerens fester – og ja, det må godt føles lidt som en mini-ferie midt i Odense.
Summer Lounge skyder sæsonen i gang
Hvis du virkelig vil mærke sommeren sparke døren ind, så sæt kryds lørdag den 16. maj kl. 17-22. Her inviterer Soldækket til Summer Lounge – en aften, hvor tempoet følger solnedgangen, og stemningen bevæger sig fra det helt rolige til det mere pulserende.
Bag pulten står DJ Frank’e, en rutineret herre med 40 år på bagen i musikbranchen. Han leverer tre sæt fyldt med varme elektroniske toner – fra exotic electronica til progressive house – perfekt til en aften, hvor skuldrene sænker sig, og rytmerne tager over.
Midt i det hele træder sangerinden Dorrit VognI ind og skaber en helt anden ro. Med en intim og nærværende stil fortolker hun danske sange på tværs af generationer – fra middelalderens “Drømte mig en drøm i nat” til hits fra Anne Linnet, Marie Key og Pil. Det er musik, der rammer lige dér, hvor sommeraftener føles lidt ekstra.
En aften mellem beats og bølgeskvulp
Kombinationen er ret unik: elektroniske beats, danske toner og vandet som nærmeste nabo. Det er den slags aftener, hvor tiden smelter lidt sammen – hvor man lige tager én drink mere, fordi solen ikke helt er gået ned endnu.
Hvis du har savnet følelsen af sommer i Odense, så er det her et ret godt sted at starte. Soldækket er tilbage – og det samme er de lange, lyse aftener ved havnen.
MitOdense – det, der samler os