fbpx

Fremover bliver det nemmere for eksempelvis vandrere, familier og mindre grupper at sikre sig en nat i den fynske natur.

På Naturstyrelsens bookinghjemmeside kan du nemt booke et enkelt shelter, men stadig dele overnatningspladsen med andre.

I takt med at flere og flere ruller soveposen ud under åben himmel, stiger efterspørgslen på shelters, der kan bookes.   

Jeg er glad for, at så mange danskere har lyst til at gå på opdagelse i vores fælles natur. Naturen skal være et frirum for alle. Mange vil forståeligt nok gerne være sikre på, at det shelter, de har udset sig, ikke er optaget, når familien skal på tur. Derfor giver vi nu mulighed for at booke endnu flere shelters i hele Danmark.

Miljøminister Lea Wermelin.

De nye retningslinjer for booking betyder, at op mod 2/3 af alle shelters i de statslige naturområder fremover kan bookes. Det vil som noget nyt også være muligt at booke udvalgte madpakkehuse og bålhytter.

Udsigten til, at flere fremover får lettere ved at planlægge en overnatningstur i det fri, vækker også glæde i Friluftrådet.

Det er et supergodt initiativ fra Naturstyrelsen, der rammer lige ind i en kæmpe efterspørgsel på shelters og muligheder for at sove i det fri. Det er dejligt, at det bliver nemmere at få overblik over mulighederne, og at reglerne for booking bliver klare og tilgodeser flest mulig friluftsmennesker. Det vil forhåbentlig betyde, at flere får gode oplevelser i naturen.

Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet

Stadig masser af plads til spontanitet

Når du booker et shelter, har du fortrinsret til selve shelteret men skal dele pladsens øvrige faciliteter som bålplads og borde-bænkesæt med andre. Selvom flere shelters nu kan bookes, så er der stadig masser af muligheder for spontant at smide en rygsæk over skulderen og overnatte i vores fælles natur.

Du kan sove i skovbunden i alle statslige naturområder, slå dit telt eller tarp (simpel overdækning) op i flere end 275 skove med fri teltning eller lukke øjnene i telt eller shelter på en lang række primitive og naturskønne overnatningspladser fra Thy til Dueodde.

Begynd din tur på book.naturstyrelsen.dk 

Se alle overnatningsmuligheder på nst.dk/overnat

Fakta: Nye retningslinjer for booking

  • Nu kan du booke 150 flere shelters i de statslige naturområder.
  • De nye bookbare shelters adskiller sig fra tidligere praksis, hvor det kun var muligt at booke lejrpladser med eller uden shelters målrettet større grupper.
  • Du kan booke et shelter i op til tre måneder i forvejen, og du vil blive bedt om at bekræfte bookingen 10 dage i forvejen.
  • Alle bookbare shelters vil blive forsynet med et skilt.
  • Bookninger giver fortrinsret til shelteret, hvis du tager det i brug inden kl. 20. 
  • Du skal dele pladsens andre faciliteter som bålplads og borde-bænkesæt med andre.
  • Du kan booke et shelter i op til to sammenhængende døgn ad gangen.
  • Større grupper på 15 eller flere, der er organiseret i eksempelvis foreninger, kan som hidtil booke en lejrplads med eller uden shelters i op til 12 måneder i forvejen.
  • Hvis du allerede har booket et shelter, overgår bookingen automatisk til det nye system.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere