Leder af redaktør og formand for MitOdense, Hannibal Klok
Kan du mærke det? Nu ånder byen stille og roligt igen. Dybe og intense åndedrag, der summer som en stor fed brumbasse henover Odense i forårssolen.
Caféer, barer, værtshuse og restauranter er åbnet igen eller gør klar til at åbne. Vi trækker vejret, holder afstanden og bare nyder pulsen. Men…
Vi glemmer heller ikke. COVID-19 har sat spor i os. Vi er mærket. Vi har respekt. For hvad nu hvis … Andre lande har stadig problemer. Vi er ikke så frie, som vi gerne vil være. Krammende udebliver, håndtryk bliver til albuestød, kys bliver til luftkys, men det dufter alligevel og følelses rigtigt.
De åbner alle sammen nu. Arkaden Street Food er åbnet, Storms Pakhus åbner i næste uge. Biblioteket. De nye steder, de gamle steder – de er alle tilbage. Og vil du gerne have, at de bliver ved med at være her, så er det nu, du skal tage på besøg.
Det er ikke helt som før, men nyd det alligevel og hav tålmodighed. Der er mange nye ting, vi alle lige skal have på plads.
Giv plads og lad den fede brummende brumbasse flyve rundt og smage på byens puls.
Vi ses derude.

MitOdense – det, der samler os