Fans af Trine Dyrholm får en sjælden mulighed for at møde den prisvindende skuespiller og sangerinde, når hun fredag den 12. juni gæster pladebutikken Moby Disc i Odense.
Anledningen er udgivelsen af soundtracket til den nye tv-serie The Danish Woman (Den danske kvinde), hvor Trine Dyrholm spiller hovedrollen. Ved arrangementet kan besøgende møde stjernen, få en autograf og købe soundtrack-albummet på rød vinyl.
Kendte sange i nye fortolkninger
På soundtracket fortolker Trine Dyrholm en række danske klassikere og nyere hits. Blandt sangene finder man blandt andet Glor På Vinduer, Vilde Kaniner og Smuk og Dejlig, ligesom hun giver sit bud på Loreens Eurovision-vinder Euphoria, der er blevet oversat til dansk under titlen Til evig tid.
Albummet indeholder også fortolkninger af sange fra blandt andre Anne Linnet, Brødrene Olsen og Gnags. Musikken er skabt af Matti Kallio.
Aktuel med ny DR-serie
Den danske kvinde har allerede fået international opmærksomhed og vises på tv-stationer i flere europæiske lande. Serien beskrives af DR som et komediedrama om en grænseløs og uforudsigelig kvinde, der på én gang rummer træk fra både Rambo, Napoleon og Pippi Langstrømpe.
Herhjemme har serien også fået en varm modtagelse, og flere anmeldere har fremhævet Trine Dyrholms præstation som en af seriens helt store styrker.
Gratis arrangement i Odense
Arrangementet finder sted fredag den 12. juni klokken 15.00 hos Moby Disc i Sankt Knuds Kirkestræde. Der er gratis adgang, og alle er velkomne til at kigge forbi og hilse på Trine Dyrholm
Det er muligt at købe vinyludgaven af soundtracket på dagen og få den signeret, men det er ikke et krav for at deltage i arrangementet. Der vil desuden være lidt godt til ganen for de fremmødte.
Praktisk information
Hvad: Meet’n’greet og signering med Trine Dyrholm
Hvor: Moby Disc, Sankt Knuds Kirkestræde 2A, 5000 Odense C
Hvornår: Fredag den 12. juni kl. 15.00
Pris: Gratis adgang
MitOdense – det, der samler os