fbpx

Med et nyt innovativt smartbook-koncept, en dertilhørende app og masser af gå-på-mod vil den populære youtuber, iværksætter og forfatter Lakserytteren ændre den måde, vi tænker bøger på – og give flere børn lyst til at læse.

Børn og andre nysgerrige sjæle kan møde Lakserytteren, og forfatter og spiludvikler Søren Jønsson i Bog & Idé i Rosengårdscentret i Odense søndag den 14. november fra kl. 10-12.

Danske børn læser langt færre bøger end tidligere, og læsningen bliver i mange tilfælde overhalet indenom af sociale og digitale medier, der kan tilbyde spændende aktiviteter og inkluderende communities. Men behøver det ene egentlig udelukke det andet? Det var netop dét, 29-årige Rasmus Kolbe aka Lakserytteren tænkte, da han fik idéen til sin første interaktive bog, der udkom i sommeren 2020 og blev solgt i over 10.000 eksemplarer.

Nu lidt over et år senere udgiver han så den anden bog i serien om ”Legender fra Odysïa”– og denne gang er formatet en smartbook – en moderne og digitaliseret pop up-bog, der kombinerer den fysiske bog med en app på telefonen. Ligesom på den interaktive forgænger er Lakserytteren på ”Månebibliotekets forbandelse” også blevet hjulpet godt på vej
af sine mange følgere på de sociale medier, hvor han siden 2015 har hjulpet børn og unge med at udfolde deres kreative talenter. I dag har han mere end en million følgere på TikTok og 77.800 følgere på Youtube.

Kreative bidrag fra trofaste følgere
I den nye smartbook bruger Lakserytteren sine kreative evner til at gentænke børns læsning. Kan man kombinere læsningen med de medieoplevelser, som børnene kender fra YouTube? Kan man inddrage den
fælleskabsfølelse, de får på sociale medier? Og kan man tage de unge læsere med i tilblivelsesprocessen, så de får præcis den bog, de gerne vil have? Svaret er ja, ja og ja. Med et åbent sind og en ualmindelig god forståelse for sin unge målgruppe, har Lakserytteren skabt en innovativ bog med en dertilhørende app, som både gør læseoplevelsen sjov, anderledes og på børnenes præmisser.

Det er jo helt vildt vigtigt, at vi får børnene til at læse. Men vi skal jo samtidig give dem lyst til det, og her hjælper det at vende tingene lidt på hovedet, tænke ud af boksen og ind i børnenes behov. Skærmtid skal ikke være et skældsord. Fremtiden er uden tvivl digital, og derfor giver det mening at kombinere det analoge og digitale for at få børnene interesserede i at læse. For jeg tror egentlig godt børn har lyst til at læse, hvis man skaber bøger, som giver mening for dem og deres mediebillede.

Lakserytteren

Netop læsernes medbestemmelse er speciel for den læseoplevelse, som Lakserytteren ønsker at skabe. Som noget særligt for Lakserytterens forfatterskab har han insisteret på at inddrage sine unge følgere i tilblivelsen af romanen, hvor de har bidraget til bogen med deres kreative og skøre bud på historiens karakterer.

Lakserytteren har undervejs lavet en konkurrence, hvor hans følgere har kunne indsende tegninger i gennem en app, der skulle danne inspirationsgrundlaget for bogens karakterer og skurke. I konkurrencen indsendte over 5000 kreative børn og unge deres bidrag, hvoraf ni tegninger blev udvalgt som inspirationkilder til nogle af romanens endelige illustrationer.

En række børn har også testlæst bogen for at sikre, at målgruppen på 6 år og op havde lyst til at læse bogen. Denne tilgang betød, at der allerede forud for bogens udgivelse blev skabt en fælles fortælling omkring bogen og dens univers, samtidig med at de unge læsere følte sig set og hørt i forbindelse med både romanens illustrationer og historie.

En ny og aktiv læseoplevelse med tegneopgaver og minispil
Når de unge læsere åbner det farverige glimmeromslag på ”Legender fra Odysïa: Månebibliotekets forbandelse”, lander de igen i det magiske univers Odysïa, hvor den evigt uheldige dreng York er kommet til at slukke for solen. For at komme videre må han opklare Månebibliotekets hemmelighed godt hjulpet på
vej af sine venner Nomi og Blast. Sammen med læseren må de tre venner drage ud på et farefuldt eventyr, hvor der venter en hemmelighed, som forandrer alt, hvad de vidste om Odysïa.

Men foruden en god historie og et kulørt glimmeromslag, rummer den aktuelle fantasyroman også en række minispil og tegneopgaver, der udfoldes sideløbende med romanens handling, og som kan findes i den gratis, tilhørende app, hvor man også i hvert kapitel kan åbne et særligt digtialt kort, der viser hvor i Odysïa-universet, man befinder sig. Særligt tegneopgaverne bygger videre på det kreative univers, som Lakserytteren har skabt på de sociale medier, og skal i ”Månebibliotekets forbandelse” være med til at gøre læseoplevelsen mere aktiv, inkluderende og inspirerende. En innovativ tilgang som Lakserytteren håber, kan få flere børn til at fordybe sig i læsningen og samtidig have det sjovt.

Om Lakserytteren
Bag Lakserytteren står 29-årige SoMe ekspert, tegnetalent, bedstsælgende forfatter og iværksætter Rasmus Kolbe. Rasmus Kolbe er uddannet på Horsens Billedskole og i Kommunikationsdesign fra Designskolen
Kolding. På de sociale medier har Rasmus Kolbe under aliasset Lakserytteren siden 2015 lavet inspirerende videoer med sjove tegneøvelser og kreative projekter for at få børn til at udfolde deres kreative talenter og så er Rasmus Kolbe også medejer og kreativ direktør i Gazelle-influencerbureauet WeAreCube.

I 2020 udgav Lakserytteren ”Legender fra Odysïa: Griskernes hemmelighed”, der er forgænger til
”Månebibliotekets forbandelse”, og som solgte mere end 10.000 eksemplarer. I 2021 indgik han et samarbejde med Pixelines ”far”, forfatter og spiludvikler, Søren Jønsson, og de to har sammen skabt virksomheden Smartbook ApS, hvor de ved at forene deres superpowers har en mission om at gøre børnebøger til bestsellere og give børnene et ordentligt skud læsevitaminer.

MitOdense – det, der samler os