Har du nogensinde tænkt, at den stol på hotelværelset faktisk ville passe perfekt hjemme i stuen? Eller at hotellamper bare kan noget helt særligt? Nu får odenseanerne chancen for at tage lidt hotelstemning med hjem.
Milling Hotels åbner nemlig et stort pop-up-lagersalg i Odense, hvor møbler og interiør fra kædens 11 hoteller bliver sat til salg over fire dage i slutningen af maj.
Her kan man gå på jagt blandt alt fra hotelstole, lamper og tekstiler til minibarer, køkkenservice og andre ting, som tidligere har været en del af hotellerne rundt omkring i landet.
Ifølge Caroline Milling, der er marketingchef og medejer af hotelkæden, handler salget både om at give tingene nyt liv og lade andre få glæde af møblerne.
Det er ting med sjæl, og det er netop det, mange efterspørger.
Caroline Milling, Marketingchef Milling Hotels
Hun fortæller samtidig, at møblerne stadig er i god stand, selvom de er blevet udskiftet i forbindelse med opdateringer på hotellerne.
Derfor bliver lagersalget også lidt af en skattejagt for dem, der elsker genbrug, retrofund og indretning med karakter. Det er ikke fabriksnye standardmøbler direkte fra et lager. Det er borde, stole og interiør, som allerede har været en del af tusindvis af hotelovernatninger, weekendophold og ferieminder.
Først til mølle i Havnegade
Lagersalget finder sted på Havnegade i Odense, og alle er velkomne. Men man skal ikke vente for længe, hvis man vil sikre sig de bedste fund.
Alle varer sælges nemlig efter først til mølle-princippet, og der er ikke mulighed for at reservere på forhånd.
Her er tidspunkterne for lagersalget
Havnegade 37, 5000 Odense C
- Torsdag 28. maj kl. 13-17
- Fredag 29. maj kl. 13-17
- Lørdag 30. maj kl. 10-15
- Søndag 31. maj kl. 10-15
Der kan betales med MobilePay eller kontanter.
MitOdense – det, der samler os