Mens mange unge festivalgæster swiper sig videre mod de største musikfestivaler, håber Midtfyns Festival nu at vise, at fællesskab, nærvær og frivillighed også kan være en del af den perfekte festivaloplevelse.

Derfor har festivalen hentet hjælp fra den 22-årige odenseaner Sofia Dines, som med næsten 23.000 følgere på TikTok skal være ny ungeambassadør for festivalen i Ringe.

Sammen med sin veninde Lulu skal Sofia give følgerne et kig bag kulisserne på Midtfyns Festival gennem en ny TikTok-profil, hvor de deler stemningen, musikken og de mange mennesker, som er med til at skabe festivalen.

Festivalleder Sune Vesterlund fortæller, at festivalen gerne vil blive bedre til at nå de yngre generationer.

For os er det vigtigt, at festivalen er for alle – og så mange generationer som muligt kender til den.

Festivalleder Sune Vesterlund

Et alternativ til de store festivaler

Selvom Midtfyns Festival ikke nødvendigvis har det mest ungdomsrettede musikprogram på papiret, mener Sofia Dines, at mange unge søger noget andet end kæmpe festivalpladser med titusindvis af gæster.

Hun peger på, at festivalen handler om mere end bare koncerter.

Midtfyns Festival handler ikke kun om musik, men om fællesskab og oplevelser.

Sofia Dines

Festivalen samler mere end 5.000 gæster om dagen og byder på tre teltscener på en mere overskuelig festivalplads, hvor fællesskabet fylder meget. Samtidig håber arrangørerne også, at flere unge får øjnene op for frivilligt arbejde og foreningslivet omkring festivalen.

Flere oplevelser mellem koncerterne

I år vil Midtfyns Festival også skrue op for aktiviteterne uden for scenerne. Publikum kan blandt andet opleve fællesskabende aktiviteter skabt i samarbejde med lokale aktører og elever fra Ryslinge Højskole.

På plakaten er allerede navne som Dizzy Mizz Lizzy, Saveus, Drew Sycamore, Mads Langer, Patina og August Høyen.

Midtfyns Festival finder sted første weekend i september på Dyrskuepladsen i Ringe. Billetter kan fortsat købes via festivalens hjemmeside.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere