Bilister, der plejer at bruge Skibhusvej som genvej gennem byen, skal snart vænne sig til nye trafikvaner.
Fra mandag den 22. juni etableres der nemlig en ny bus- og cykelsluse på Skibhusvej mellem Sophie Breums Vej og Oliemøllevej. Det betyder, at gennemkørende biltrafik ikke længere kan køre hele vejen igennem kvarteret, men i stedet skal benytte blandt andet Havnegade eller Kochsgade.
Ændringen er en del af projektet “Vores Skibhus”, som skal gøre kvarteret grønnere, tryggere og mere attraktivt for både beboere, handlende og cyklister.
Butikkerne er stadig nemme at besøge
Selvom gennemkørende trafik ledes uden om området, vil det fortsat være muligt at komme til Skibhusvejs butikker i bil.
Man kan fortsat køre ind på Skibhusvej fra både nord og syd, og der vil fortsat være adgang til parkeringspladser tæt på handelslivet. Skilte vil guide bilisterne til de relevante parkeringsmuligheder.
Den eneste strækning, hvor almindelige biler ikke længere kan passere, er de cirka 30 meter ved den nye bus- og cykelsluse.
Mere plads til cykler og fællesskab
Ifølge Odense Kommune er formålet at skabe et mere levende bykvarter med mindre gennemkørende trafik og bedre forhold for dem, der går og cykler.
I dag udgør gennemkørende trafik mere end halvdelen af biltrafikken på Skibhusvej. Med den nye løsning bliver der mere ro omkring butikker, boliger og skoleveje.
Samtidig etableres flere grønne mødesteder i kvarteret med plantebede, lyskæder og plads til leg og ophold. Flere sidegader bliver lukket for ind- og udkørsel til Skibhusvej for at forhindre, at trafikken flytter sig fra hovedgaden til boligvejene.
Ny asfalt og flere busser
Projektet byder også på ny asfalt på en stor del af Skibhusvej, hvilket især vil komme områdets mange cyklister til gode.
Fra august 2026 får kvarteret desuden flere busafgange. Rute 12A mellem Skibhusene og Hjallese Station kommer til at køre hvert 15. minut i dagtimerne og hvert 20. minut om aftenen og i weekenderne.
Anlægsarbejdet er allerede i gang og forventes afsluttet i uge 38.

Projektet indeholder seks nøglegreb, der skaber fremtidens Skibhuskvarter:
1: BUS- OG CYKELSLUSE
Over halvdelen af biltrafikken på Skibhusvej i dag er gennemkørende trafik uden ærinde hos butikker eller beboere.
For at skabe en cykelvenlig gade for både børn og voksne etableres en bus- og cykelsluse på de 30 meter mellem Sophie Breums Vej og Oliemøllevej.
Det vil også være tilladt for redningskøretøjer og varelevering at køre gennem slusen. Varelevering er kun tilladt klokken 9-13.
Den øvrige gennemkørende trafik ledes uden om kvarteret ad veje som Kochsgade og Havnegade.
2: ÅBEN FOR BILER
Der vil fortsat være adgang til alle veje i Skibhuskvarteret i bil. Det gælder også Skibhusvej, der
med undtagelse af strækningen med bus- og cykelslusen vil være åben for biler.
Der vil være adgang både fra syd og nord, og slusen er placeret, så det stadig er let at komme til områdets største parkeringspladser ved Kvickly og Rema 1000.
Der vil være cirka 25 parkeringspladser og tre handicappladser langs kantstenen på Skibhusvej mellem Annasholmsgade og Victoriagade. Også på Sophie Breums Vej vil der være en handicapplads.
3: GRØNNE MØDESTEDER
For at undgå at biltrafikken rykker ud på de mindre sidegader i området, lukkes der for ind- og udkørsel til Skibhusvej fra Bøgebjergvej, Thorkildsgade, Baumgartensvej, Hørdumsgade og Sankt Hans Gade på den vestlige side og fra Sophie Breums Vej, Helenevej, Thorbeksgade og Annasholmsgade på den østlige side.
På de tre sidstnævnte gader etableres grønne mødesteder for enden af vejene ud mod Skibhusvej med blandt andet plantebede, lyskæder og plads til leg og fællesskab. På Windelsvej/Helsingborggade etableres der også et grønt mødested.
I Annasholmsgade er det grønne mødested allerede etableret og stedet giver nu en forsmag på, hvordan et grønnere Skibhus vil se ud. Bænke, buske og grønne bede giver mulighed for fællesskab i hverdagen – både for lokale og gæster i området.
4: NY ASFALT
I forbindelse med projektet lægges der ny asfalt på Skibhusvej på strækningen fra Buchwaldsgade til Helenevej. Belægningen på Skibhusvej er visse steder slidt efter mange års trafik, og flere steder er der opstået huller.
En ny belægning vil gavne alle trafikanter i området, men i høj grad cyklister, der kan se frem til en mere jævn cykeltur.
5: FLERE BUSSER
Der kommer flere busafgange på Skibhusvej. Fra august 2026 kører rute 12A mellem Skibhusene og Hjallese Station hvert 15. minut i dagtimerne og hvert 20. minut aften og weekend. Busstoppestederne ved Annasholmsgade flyttes 50 meter mod syd.
6: SKIBHUSENE
I den nordligste del af Skibhusvej ved Skibhusene laves en mobilitetszone, hvor der vil være lukket for ind- og udkørsel i bil mod Havnegade fra Bågøgade og Færgevej.
Formålet er at skabe et mere roligt boligområde med mindre gennemkørende trafik.
MitOdense – det, der samler os