Vi har i flere omgange oplevet Lukas Graham på Tinderbox med stor succes. Nu vender han tilbage til Odense og Tusindårskoven 20. august 2022.
Billetsalget til ”Lukas Graham In The Round 2022”-koncerterne starter tirsdag den 2. november kl. 10.00 på musik.dk.
Det danske hitorkester tager på en unik tour Danmark rundt, og der venter publikum en særlig oplevelse med et set-up, der tager udgangspunkt i en 360°-scene og et imponerende visuelt design.
Det var et ganske særligt syn, der mødte de 10.000 spændte koncertgæster, da de den 20. august 2021 bevægede sig ind på den legendariske Dyrskueplads i Roskilde. For midt i landskabet ragede en spektakulær 360°-scene pludselig op – et visuelt imponerende set-up, særligt designet til at skabe fællesskab om musikken.
Netop fællesskab – og ikke mindst fællessang – opstod på smukkeste vis, da Lukas Graham entrerede den specialbyggede, runde scene og betog både publikum og anmeldere, mens sensommersolen gik ned.
Nu kan Odenseanerne godt begynde at glæde sig til sommeren 2022!
Her tager Lukas Graham nemlig den anmelderroste livesucces og helt unikke koncertoplevelse med landet rundt. De to allerede annoncerede august-shows på Refshaleøen i København får nemlig følgeskab af yderligere fire nye ”Lukas Graham In The Round”-koncerter i samme måned næste år. Det bliver samtidig de eneste danske sommerkoncerter med Lukas Graham i 2022.
”Musik forandrer liv. Og det gør Lukas Graham – i millionvis – med håb, glæde og trøst,” skrev GAFFA, ganske rammende, og kvitterede med fem funklende stjerner for koncerten i Roskilde. 360°-scenen fik også funklende stjerner og flotte ord med på vejen fra BT’s udsendte, som kaldte oplevelsen for ”noget helt udsædvanligt!”
MitOdense – det, der samler os
