2022 bliver året hvor du skal bruge MitOdense endnu mere til din fordel. Det er faktisk det, MitOdense blev skabt til tilbage i 2013. Det handler helt enkelt om at skabe inspiration og oplevelser for hinanden, så vi i fællesskab kan skabe den fede by. Og vi har en fed by på en dejlig Ø.
Leder af formand Hannibal Klok
Jeg glæder mig vildt meget til 2022. Ja, altså vi skal nok lige forbi lidt corona først, men så bliver det også super fedt. Jeg glæder mig faktisk så meget til at stå på trappen i Tusindårsskoven, sidst i juni med en flaske rosé i hånden, at jeg tisser lidt i underdrengene. Eller stå i Moonshine med en iskold Aperol spritz – det bliver vildt fedt. Det må simpelthen ikke gå galt i 2022. Vi SKAL til Tinderbox. Vi trænger til det. Odense trænger til det.
Jeg glæder mig til en tur med letbanen – nu må den da snart åbne. Vi får endelig bundet byen sammen helt fra Tarup til Rosengårdcenteret. Slut med at tænke over hvor bilen skal holde – du hopper bare på og afsted. Det bliver da super fedt, når vi triller gennem centrum ved de nye bygninger og tager på stadion og ser OB spille. Og når jeg nu nævner de nye bygninger i centrum på den gamle TBT-gade, så ser det godt ud. Prøv lige at tage et kig og se hvor stærkt Sankt Albani kirke står frem, når du kigger på den fra flere vinkler. Det er en pivflot bykirke, som i den grad kommer til sin ret nu. Derudover er der super flotte byrum flere steder, som jeg glæde mig til at hænge ud ved, når temperaturen kommer lidt op.
Jeg glæder mig til et hav af koncerter i Odense, hvor Musik under Bøgen og musik på Byens Ø allerede bliver en realitet. Det er fantastiske omgivelser til afholdelse af koncerter. Byens Ø med vandet rundt om har en helt outstanding stemning. Det skal klart opleves, hvis du ikke har prøvet det. Der venter oplevelser med Odense Aafart, som har al den hygge en god sommerdag skal have. Der kommer Generator Festival i sensommeren, som sparker røv hver gang med tre-dags-byfest. Vi må heller ikke glemme Heartland Festival, som i den grad byder på æstetik i særklasse ved Egeskov Slot. Eller festivaler som ´5700 Summer’ og ‘Skarø Festival’ samt flere.

Jamen hov, hvorfor taler jeg lige pludselig om noget der sker udenfor Odense. Det er helt enkelt fordi, det har betydning for os Odenseanere. Vi bruger jo Fyn. Vi tager rundt på Fyn, når vi lige skal have lidt luftforandring. Om vinteren er julebelysningen super flot rundt om på Fyn, og om sommeren findes ikke noget smukkere end badestrandene. Vidste du, at vi rent faktisk har over 1100 kilometer kystlinje på Fyn med øerne? Hos MitOdense tæller vi alle øer med som en del af Fyn, uanset om du kan lide det eller ej – det er en enhed og vi elsker hver en kilometer. 1100 kilometer badestrand! Jeg har ikke besøgt alle steder, men jeg har været på mange strande på Fyn og de skuffer ikke.
Hvor mange gange har du udfordret vores egen grønne ø med det azurblå hav? Jep, det er altså stadig Fyn, jeg taler om. Tager du udgangspunkt i Odense, så kan du på 30-45 minutter komme ud til den ene flotte strand efter den anden. Vi er omringet af en stor badestrand og så har vi ovenikøbet ‘Det Sydfynske Øhav’, så du kan ‘rejse’ lidt væk til sydlige himmelstrøg. Se selv i nedenstående billede fra Ærø – så kan det altså kun blive en fantastisk sommer lige i baghaven.

Hov, vi skal altså lige snakke om julen 2021.
Lad mig lige slå fast, jeg elsker julelysene i Odense. De give tiltrængt lys i en mørk tid, men kan vi ikke lave noget der rent faktisk både er flot og samtidig spændende på samme tid?
Julegadebelysningen i Odense har jeg ikke en finger at sætte på. Det er bare julehygge for alle pengene. Og de nye insta-spots på Flakhaven, det nye torv ved Føtex og Gråbrødre plads giver god mening. Jeg kan kun klappe i hænderne over julebelysningen i Odense ZOO. Det er mega øv, hvis du ikke nåede at opleve det. Det var sindssygt flot i kulissen med dyrene og der var en god stemning. Derimod havde jeg det mere blandet med Lumagica i Kongenshave. Det var virkelig flot, men desværre også kedeligt og stemningsforladt. Vi lavede en afstemning på MitOdense Instagram, som du kan se i billedet nedenunder. Tallene er på ingen måde repræsentativ for alle besøgene, men den giver en klar indikation af en favorit.

Ja ja, så har jeg talt om hvor flot det var, men der sker sgu ikke noget. Var det en oplevelse? Ja! Var det spændende og ville jeg gøre det igen? Næh, for jeg skulle jo bare gå rundt. Hvor er det spændende? Nok mest hos Odense ZOO, da jeg kunne se dyrene samtidigt. Jeg savner jul i Odense, hvor vi kan være aktive og involverer de unge i julen. Det er altså ikke mange af de unge, som gider gå rundt og se på julelys – det er fandme ikke spændende.
Vi bliver nødt til at tænke i den fulde oplevelse. Det må bare ikke blive for pænt, hvor du får følelse af at være på besøg hos bedsteforældrene – kun se ikke røre. Hvor er skøjtebanen? Og nej, jeg tænker ikke på den i plast, som blev prøvet for mange år siden. Det var noget lort. Det skal være is. Nu har jeg for nydeligt været i København, Aarhus, Aalborg og Esbjerg, hvor de alle har en flot udendørs skøjtebane centralt beliggende og med masser af julestemning og hygge. Jeg besøgte stederne om aftenen, hvor masser af gæster skøjtede rundt – unge som gamle. Hvorfor kan Odense ikke have det? Det skal vi da ha’ – vi skal bare lave det ordentligt.
Hvordan bruger vi MitOdense til din fordel i 2022.
Du skal kontakte/tippe MitOdense, når der sker spændende tiltag i Odense og på Fyn, som har relevans for Odenseanerne. Du skal bruge #MitOdense, som er et af Danmarks mest anvendte #. Det giver genlyd lokalt og nationalt. MitOdense er din stemme, så din historie kommer ud.
Hos MitOdense prøver vi at fortælle historier så levende som muligt – gerne i video og billeder, så oplevelser bliver bedre og sjovere for vores følgere. Vi kan desværre ikke nå alle historier, men sendt endelig hvad du har på hjertet til kontakt@mitodense.dk, så kigger vi på det.
Bliv medlem hos MitOdense
Som virksomhed, organisation, institution eller forening kan I blive medlem hos MitOdense. Det koster 1.000 kr + moms for et års medlemskab. I bliver en del af fortællingen om det fede Odense. I kommer med på medlemslisten på mitodense.dk. Her er en række fordele, hvor i er medbestemmende. Det kan være alt for konkurrencer på MitOdenses platforme til indhold I sende, som forslag til omtale eller omtale fra MitOdense, når vi inkluderer jer i fortællinger om Odense. Vi værner meget om diversitet i historierne, hvilket gør at vi ikke siger ja til at bringe alt, men vi kigger ekstra til vores medlemmers forslag.
Husk nu bare ud fra alt det jeg skriver, at Fyn er en stor badestand. Der venter et super fedt 2022 med masser af oplevelser. Du kan selvfølgelig også besøge det nye H.C. Andersens Hus, det er spændende og bliver flot, når de engang bliver færdige.
Vi ses i 2022 – pas på hinanden og vores dejlig Ø.

MitOdense – det, der samler os