Odenseanerne får et nyt samlingssted med fokus på klima, bæredygtighed og fællesskab. I kælderen under Kongensgade Nærgenbrugsstation åbner Klimaværkstedet, hvor alle interesserede kan få inspiration og konkrete redskaber til en mere klimavenlig hverdag.

Klimaværkstedet skal være et åbent mødested, hvor borgere kan mødes om idéer og aktiviteter, der gør det lettere at leve mere bæredygtigt. Her bliver der blandt andet mulighed for at bytte, dele, reparere og upcycle ting, ligesom stedet løbende vil danne ramme om workshops, foredrag og andre arrangementer.

Et særligt element i det nye værksted er det tilhørende tingbibliotek. Her kan man låne genstande, som de fleste kun bruger en gang imellem, frem for at købe dem selv. Det kan eksempelvis være værktøj, ekstra service til en fest eller babyudstyr til besøgende gæster. Der vil også være mulighed for at låne en ladcykel til transporten.

Få indblik i dit eget klimaaftryk

Klimaværkstedet rummer desuden en fast udstilling, der viser, hvordan privatforbrug påvirker klimaet, og hvor man kan sætte ind for at reducere sit klimaaftryk.

Samtidig lægges der op til, at odenseanerne selv får stor indflydelse på stedets udvikling. Alle kan nemlig komme med forslag til aktiviteter og nye måder at bruge lokalerne på.

Åbningsdag med musik, genbrug og workshop

Den officielle åbning finder sted torsdag den 11. juni fra klokken 15.00 til 17.00, hvor alle interesserede kan kigge forbi og udforske de nye lokaler.

På dagen kan gæster blandt andet opleve musik fra Odenses lokale klimakor og smage småkager fra Bedsteforældrenes Klimaaktion.

Derudover vil Repair Café Odense dele tips til, hvordan man kan reparere og forlænge levetiden på sine ting, mens Odense Renovations genbrugsbutik Zirkel giver inspiration til boligindretning med genbrug.

Klokken 16.15 starter Klimaværkstedets første officielle aktivitet, når Fashion Revolution inviterer til workshop med fokus på genbrugstekstiler og tøjreparation. Her kan deltagerne blandt andet lave vægdekorationer af gamle tekstiler og få hjælp til at reparere slidt tøj.

Der kræves ingen tilmelding til hverken åbningen eller workshoppen.

Her finder du Klimaværkstedet

Klimaværkstedet ligger i kælderetagen under Kongensgade Nærgenbrugsstation på Kongensgade 69A og følger samme åbningstider som stationen ovenpå: mandag til fredag kl. 10.30-17.30 og lørdag kl. 10.00-16.00.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere