Hvad har middelalderens magtkampe på Nyborg Slot til fælles med TV 2-serien Oxen? Det kan du blive klogere på tirsdag den 20. januar, når skuespiller Ellen Hillingsø, tidligere museumsdirektør Erland Porsmose og instruktør Søren Balle mødes til en særlig talk i Kino Teatret i Nyborg.
Serien Oxen kredser om hemmelige sammensværgelser, magtmisbrug og skjulte dagsordener – med den fiktive organisation Danehof i centrum. Men bag dramaet gemmer der sig en virkelig historie. Danehoffet var nemlig middelalderens parlament og havde sæde på Nyborg Slot, hvor politiske intriger og magtkampe også var en del af virkeligheden.
Denne aften sættes der fokus på, hvordan fiktion og historie flettes sammen, hvorfor konspirationer bliver ved med at fascinere os, og hvad Oxen fortæller om magt og moral i vores egen tid. Publikum kan se frem til samtaler, refleksioner og udvalgte klip fra serien, som understøtter fortællingerne.
Talken modereres og giver både indblik i seriens tilblivelse og de historiske begivenheder, der har inspireret universet bag Oxen.
Praktisk info
Sted: Kino Teatret, Vægtergade 9, 5800 Nyborg
Tid: Tirsdag 20. januar kl. 19–20
Dørene åbner kl. 18.30 (let forfriskning)
Entré: 50 kr.
MitOdense – det, der samler os