fbpx

I de to første weekender i december 2022 åbner Den Fynske Landsby dørene til en juleoplevelse ud over det sædvanlige: Her er jul som i gamle dage og som i DR’s julekalender ”Julehjertets Hemmelighed” – og du kan møde skuespillerne.

Når du besøger Den Fynske Landsby, kan du som noget særligt træde ind i omgivelserne fra DR’s julekalender ”Julehjertets Hemmelighed”. Den Fynske Landsby spiller nemlig en stor rolle i julekalenderen, som er et fantastisk eventyr, som handler om venskab, kærlighed, magi – og der er masser af julestemning.

”Julehjertets Hemmelighed” foregår i anden halvdel af 1800-tallet, og hovedpersonerne er den unge landsbypige Karen, der arbejder på den lokale herregård, og hendes gode ven, nissen Rumle. Rumle er herregårdens beskytter, og som gæst i Den Fynske Landsby, kan du besøge Rumles hjem på loftet over stalden. Du kan også komme indenfor i Skovkonens Hus, der summer af magi og overtro, ligesom en række andre steder ude i Den Fynske Landsby vil være genkendelige fra julekalenderens 24 afsnit. Scenografierne er bygget op af produktionsselskabet Mastiff TV, der står bag julekalenderen. De har lånt rekvisitter og kostumer til Den FynskeLandsby, og dem kan du se i en lille udstilling i besøgscentret.

Du kan også være heldig at møde nogle af skuespillerne fra ”Julehjertets Hemmelighed”. Lørdag 10. december får Den Fynske Landsby besøg af skuespillerne Thea Sofie Lundbak, der spiller Nissen Rumle, og Karla Larsen Moltsen, som spiller Karen.

Mød Rumle og Karen kl. 11 og kl. 13, hvor de bliver interviewet i biografsalen, inden du kan være heldig at få en selfie med dem.

OBS! Der er begrænset antal pladser i salen, billetter kan ikke reserveres, så det er først til mølle.

Historisk jul

Hele Den Fynske Landsby er pyntet op til jul og summer af aktivitet, for der er meget, der skal forberedes før juledagene. Se og hør hvordan julen har udviklet sig til de traditioner, vi kender i dag. Se julepyntede huse fra forskellige år som 1800, 1860 og 1900, hvor juletræet var kommet til som en del af julepynten. Undervejs er der smagsprøver på småkager og varm øl i køkkenet, og der er masser af aktiviteter, som du kan være med til. Landmændene viser rundt i staldene, hvor dyrene er i deres vinterhi.

Julen har selvfølgelig lyden af musik, og de to søndage, hvor Den Fynske Landsby har åbent – den 4. og den 11. december – får de besøg af en vaskeægte lirekassemand, der hedder Nils Svalebøg. Han vil underholde med hyggelig julemusik og anden spændende musik på en ægte, autentisk, mekanisk lirekasse. Lørdag den 3. december vil det rytmiske kor ”Pop’n Soul” synge for jer. De har sangere med fra hele Fyn og ledes af korleder Janne Wind. Alle fire åbningsdage kan du købe dig til en tur i hestevognen og en pause fra oplevelserne med varme æbleskiver og gløgg.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere