Det er en forening med ca. 30 små hjemmebyggede huse lavet af træ, tjærepap og andre genbrugsmaterialer.
Betragter du sydkysten af Stige Ø Nord, får du øje på ca. 30 små hjemmebyggede huse. De har haft flere navne gennem tiden, bl.a. Skyttehusene, Skydehusene og Sorte Huse – men deres mest udbredte navn i dag er Sorthusene. De bruges som fritidskoloni for en blandet gruppe af fiskere, jægere og forhenværende værftsarbejdere fra Lindø. Stedet ejes af Odense Havnevæsen, som lejer husene ud til Odense Strandjagtforening.
Husene er bygget af træ, tjærepap og andre genbrugsmaterialer. Det første hus blev opført først i 1900-tallet og klyngen voksede siden støt. I begyndelsen af 1960’erne var antallet af huse nået op på 63. Selvom byggeriet ikke var godkendt af myndighederne, opkrævede Odense Kommune en symbolsk husleje på 2 kr. pr. hus om året. Efter 1967, hvor området blev saneret og knapt halvdelen af husene revet ned, steg lejen til 61 kr.
Fra 1945 og frem til saneringen i 1967 boede der mindst fire børnefamilier i husene samt en række andre par og enlige. De fleste levede på det tidspunkt af værftsarbejde eller fiskeri – og skallegravning, indtil muslingeskallerne var brugt op og det sidste skalleværk lukkede i 1970’erne. I 1956 anslog Fyens Stiftstidende, at der boede 5-6 familier i Sorthusene om sommeren, men at der om vinteren kun var 3 fastboende personer.
MitOdense – det, der samler os