fbpx

80 hjemløse og socialt udsatte gadefodboldspillere tørner sammen, når OMBOLD torsdag den 24. marts afholder forårsstævne for socialt udsatte, der markerer starten på fodboldsæsonen for landets udsatte fodboldspillere.

Stævnet sparkes i gang af den lokale rådmand for sociale forhold, Christoffer Lilleholt, og i løbet af stævnet vil århundredes danske kvindelige fodboldspiller, Lone Smidt Nielsen officielt blive udnævnt som OMBOLD-ambassadør.

Fodboldfabrikken på Østersøgade i Odense lægger på torsdag kunstgræs til OMBOLDs årlige Forårsstævne Vest med deltagelse af ca. 80 udsatte og hjemløse gadefodboldspillere fra 12 hold, der primært kommer fra Fyn og Jylland. Fælles for spillerne er, at de ikke passer ind i den traditionelle foreningsidræt, men at de ikke desto mindre gerne vil være en del af et idrætsfælleskab og dyrke idræt og spille fodbold med ligesindede.

Odense har i regi af botilbuddet St. Dannesbo været en fast bestanddel af OMBOLDs træninger, turneringer og stævner gennem mange år. Og hver uge står medarbejdere fra herberget for en åben træning på Fodboldfabrikken i Odense, hvor udsatte og hjemløse mennesker fra Odense og omegn kan komme forbi, spille fodbold og være en del af et fællesskab med fodbolden som omdrejningspunkt. De vil selvfølgelig også være med til stævnet med hele tre hold.   

Det er organisationen OMBOLD, der står bag træninger, stævner og turneringer. OMBOLD har siden 2003 tilbudt flere tusinde socialt udsatte mennesker at være en del af et inkluderende og landsdækkende idrætsfællesskab, hvor det handler lige så meget om at være med, som om at vinde.

Besøg af århundredes bedste kvindelige fodboldspiller

Udover at invitere til fodboldfest, byder Fodboldfabrikken i Odense også på en vaskeægte lokal legende. Lone Smidt Nielsen var i 80’erne en af de bærende kræfter på B1909’s guldhold inden hun blev solgt til italienske ACF Trani. I 2015 blev hun kåret som århundredes bedste danske kvindelige fodboldspiller af DBU og i 2017 blev hun optaget i fodboldens Hall of Fame. Sidste år blev hun af DIF kåret som én blandt de 125 mest betydningsfulde idrætsudøvere i de sidste 125 år. 

Hun skal sammen med den lokale rådmand, Christoffer Lilleholdt, åbne stævnet for herefter officielt at blive udnævnt som OMBOLD-ambassadør. Dermed kommer hun i fint selskab med navne som Michael Laudrup, Kim Vilfort og Martin Jørgensen. 

Efter hun lagde støvlerne på hylden, har Lone Smidt Nielsen arbejdet som jobkonsulent for udviklingshæmmede i Odense Kommune. Så hun kan sagtens nikke genkendende til, at der findes mange grupper i samfundet, som ikke har samme muligheder for at deltage i idrætssociale aktiviteter og den vej igennem blive en del af det foreningsliv, som Lone Smidt Nielsen selv nød godt af i sin tid som professionel fodboldspiller.

OMBOLD er en oplagt sag at støtte op om. Udover at arrangere træninger, stævner og turneringer inden for fodbold, som jeg jo selv sagt synes godt om, så gør de det med dét formål at få inddraget så mange socialt udsatte og hjemløse herhjemme som overhovedet muligt. Der er rigtig mange grupper i samfundet, som ikke har mulighed for at spille fodbold, selvom de rent faktisk gerne vil det. Men OMBOLD gør det muligt for en stor gruppe, som ellers normalt står uden for det sociale fællesskab, der opnås gennem fodbolden, at spille det her helt vidunderlige spil. Så jeg er pavestolt over, at jeg som ambassadør kan være med til at sprede budskabet om OMBOLD – startende med forårsstævnet i Fodboldfabrikken på torsdag.

Lone Smidt Nielsen, tidligere professionel fodboldspiller.

Den lokale rådmand og medlem af Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, Christoffer Lilleholt, er også meget tilfreds med, at årets første store OMBOLD-stævne finder sted i Odense.

Vi har set i Odense, at OMBOLDs træninger, stævner og turneringer gør en rigtig stor forskel for mange mennesker. Så det er med stor glæde, at årets Forårsstævne Vest kan finde sted her – og vi glæder os til at se alle holdene dyste mod hinanden.

Rådmand for sociale forhold, Christoffer Lilleholt.

Arrangementet er åbent for tilskuere, der har lyst til at komme forbi og se fodbold og få en kop kaffe.

Praktisk info 

Tid og sted: torsdag den 24. marts fra 11-16 på Fodboldfabrikken Østersøgade 8, 5000 Odense

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere