Der er blå balloner i vinduerne og store bogstaver, der lover besparelser helt op til 70 procent. Midt i det centrale Odense er nedtællingen i gang til at Jysk åbner.

JYSK åbner ny butik på Fisketorvet torsdag den 26. marts klokken 9.

Den nye butik får adresse side om side med Bolia og lige over for McDonald’s og bliver med sine 1.500 kvadratmeter en af de større i området. Kun Føtex er større. Dermed rykker bolig- og møbelkæden markant ind i bymidten og bliver en del af det handelsliv, der de senere år har forandret området omkring Fisketorvet.

Planerne om åbningen blev offentliggjort i efteråret, hvor meldingen lød, at butikken ville slå dørene op i første halvdel af 2026. Nu er datoen fastlagt, og facaden afslører allerede, at der bliver tale om en åbningsfest med markante tilbud. På åbningsdagen kan kunderne spare op til 70 procent på udvalgte varer.

Butikken indrettes som et såkaldt minikoncept, hvor JYSK samler den velkendte boligoplevelse på færre kvadratmeter, men stadig med et bredt udvalg af møbler, senge og boligtilbehør. Ambitionen er at komme tættere på kunderne i de større byer og gøre det nemt at kombinere indkøb af boligartikler med resten af turen gennem centrum.

Med åbningen får Odense endnu en landsdækkende kæde i hjertet af byen, og Fisketorvet styrker sin position som et af de centrale handelsområder. Når dørene slås op i marts, bliver det med blå balloner, skarpe priser og et nyt kapitel i bymidtens butiksliv.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere