Julegalla foregår fredag d. 17. december fra kl. 20.00 ved Magasinet i Odense
ØKONOMISK OVERSKUD TIL BØRN OG UNGE MED MENTALT UNDERRSKUD
Kulturmaskinens Julegalla har siden 2012 leveret et spektakulært show til glade julegæster i Odense, og hvert år er overskuddet fra billetindtægter samt donationer fra gæsterne i Magasinet gået til et godt formål i Odense. De mange, dygtige artister repræsenterer det brede og forskelligartede kulturliv i Odense, som møder en målgruppe, hvoraf mange har Julegalla som fast juletradition med familien.

Så efter en pause i 2020 er Kulturmaskinen endnu engang klar med en pallette af farverige, finurlige, fabelagtige optrædener, når årets Julegalla indtager Magasinet fredag den 17. december 2012 kl. 20.00.
De forskellige kunstnere har altså sagt ja til at bidrage til det store velgørenhedsshow i den gode sags tjeneste, og publikum kan derfor glæde sig til en bred vifte af indslag – alt fra kor og teater til folkemusik, teatersport og smagsprøver og musical. Værtsparret Morten Givskud og Birgitte Weinberger vil guide publikum kyndigt gennem aftenen, som uden tvivl vil byde på et uforglemmeligt juleshow til det veloplagte publikum.
Nogen at tale med: Flere undersøgelser viser, at et stigende antal børn og unge kæmper med psykiske udfordringer såsom angst og depression. Hos organisationen headspace tilbyder de råd og vejledning og arbejder for at hjælpe brugerne på deres egene præmisser. Sammenhæng, nem tilgængelighed og samarbejde på tværs er nøgleord, og headspace er derfor modtager af overskuddet fra Kulturmaskinens traditionsrige Julegalla 2021.

”Hvordan har du det?” Et simpelt spørgsmål som dog kan være svært at svare på for nogle. Ved headspace lytter de til, hvad der fylder hos deres unge brugere, lige meget hvad de måtte have udfordringer med. De taler om – og ikke mindst lytter til – alt fra problemer eller pres fra skolen, forældre der skal skilles, kærestesorger, ensomhed, misbrug og meget andet. Alt for mange mistrives socialt eller mentalt og oplever derfor, at hverdagen kan være svær at håndtere.
Vi er her for at tale med de unge om de problemer, tanker, følelser, de end måtte have. Intet er for stort eller småt, intet er forkert, og de unge kan tale med os om alt. For det er helt enkelt det, vi er: nogen at tale med. Derfor er vi super glade for at modtage donationen. Hvert år ligger vores frivillige flere tusinde timers arbejde for at hjælpe andre unge. Ved denne donation kan vi gøre noget helt særligt for vores frivillige, så de føler sig ekstra værdsatte og får nogle gode oplevelser i fællesskab.
Sebastian Gjerlufsen, Centerchef i headspace Odense
Afdelingen i Odense har til huse på Jernbanegade 3 og har været et tilbud til børn og unge siden 2014. headsapce tilbyder bl.a. samtaler med brugerne, og hver ung har i gennemsnit 3 samtaler med organisationen, som har haft ca. 400 unikke unge i samtaler i år.

Mellem 1500 og 2500 samtaler foregår normalt hvert år, men i 2020 og 2021 har det tal ligget på ca. 1000 grundet COVID-19, som i stedet har medført et stigende antal chat-rådgivningssamtaler. Afdelingen i Odense, der består af 2 fastansatte, 3 fremskudte medarbejdere fra kommunen på deltid og 1 psykiatrimedarbejder på deltid samt ca. 40 frivillige, tilbyder også andre former for hjælp.
Eksempelvis har unge fra Odense Kommune benyttet den nationale headspace-chat, og headspace Odense har også været i kontakt med børn og unge i målgruppen via synlighedsarbejde på bl.a. skoler og uddannelsesinstitutioner.
Siden 2014 og til og med november 2021 har i alt 3.208 unikke unge modtaget personlig rådgivning i headspace (via face-to-face rådgivning, video-rådgivning, telefon-rådgivning, sms-rådgivning eller mail-rådgivning). Alt sammen ganske gratis. Ingen problemer er for små, og headspace er altid klar til at lytte, så det er ikke sært, at de skal belønnes til julegalla.
Det er fantastisk at skabe en begivenhed, der netop i en travl juletid sætter fokus på næstekærlighed og gode gerninger. Historisk set er odenseanerne er vilde med Julegalla og med at støtte den gode sag. Det samme gælder for artisterne, der alle arbejder gratis på trods af en lang periode, hvor kulturen har været – og stadig er – presset. Derfor er det virkelig rørende at opleve opbakningen, og lysten til at give til dem der har brug for en håndsrækning.
Chef for Kulturmaskinen, Jakob Kwederis.
FAKTA
– Julegalla foregår fredag d. 17. december fra kl. 20.00 ved Magasinet i Odense
– 14 artister er en del af showet
– Billetterne koster 200 kr. og kan købes https://kulturmaskinen.com/arrangementer/julegalla/
– Der skal fremvises coronapas ved indgang til showet
MitOdense – det, der samler os
