En fremtidssatire julefortælling, hvor vi i 9 små satire fortællinger følger ‘Julen 2047 i MitOdense’ med kendte ansigter fra det nuværende og tidligere byråd i Odense.
Intro
Kommunalvalget er netop overstået i Odense Kommune og politikerne har fået konstellationerne på plads i det gamle rådhus. Der er dog slet ikke enighed om samarbejde, så der venter mange opgør endnu.
Odense er også skarpt opdelt og borgerne er dybt splittet. Vil de følge lyset eller endnu engang vælge mørket.
Københavns Kommune følger med på afstand, da de frygter et angreb som følge af mørkets fremgang. Sidste gang mistede de store dele af Vanløse, da mørket vandt.
Hovedpersonerne er siddende borgmester Peter Rahbæk Juel (70 år), tidligere By- og kulturrådmand Jane Jegind (73 år), Rådmand Søren Windell (69 år) og hans wingman tidligere rådmand Steen Møller (80 år) og sidst men ikke mindst tidligere borgmester Anker Boye (97 år).
Bliver det jul i MitOdense i 2047?
Følg med og få svaret på hvorfor Odense by og borgerne er splittet og hvorfor den mur overhovedet blev bygget….
Afsnit 9 og hele historien
15. december 2047 i resterne af forhallen på Odense Rådhus i Odense. Klokken er ca. 21.
”Peter! Peter, for helvede! Du har hævet ’velfærdsprocenten’ med ét procentpoint hvert år i 30 år nu!” Stemmen er hård, men skinger og kommer fra hoveddøren.
Borgmester Peter Rahbæk Juel stopper på trappen, bøjer hovedet og sukker dybt. ”Ikke igen” hvisker han med rystende stemme til sig selv.
”Hvad vil du?” Råber Peter tilbage.
En dyb stilhed breder sig i mørket og Peter vender sig om. I samme bevægelse knytter han begge hænder hårdt.
”Hvordan fanden kunne du vinde igen og hvor har du været siden valget den 21. november?” Lyder det fra mørket ved hoveddøren.
I mørket ved døren står tidligere rådmand Steen Møller sammen med Fibo, som er hans elskede robothund – faktisk er det resterne af formand Søren Windell, som det lykkedes at redde efter den brutale deling af byen. Steen valgte derefter at passe Søren, så partiet ikke led nød.
I døren er Steen rødglødende i hovedet af raseri og havde han haft mere mundvand, havde han spyttet ud over det hele.
”Jeg har bare…” Peter tøver og bliver endnu mere utryg. Han havde håbet at komme ubemærket ind i bygningen.
16. december 2047 ved Odense Domkirke.
Fra mørket omkring Odense Rådhus kunne man tydeligt se den oplyste spids af Odense Domkirke. Den var indrammet af al verdens farver.
Og foran indgang til Domkirken stod Fyns mest magtfulde person og strålede i sit enevælde – Dronedronning Jane Jegind.
Ja, altså enevældet bestod af Domkirken, Eventyrhaven og en økonomi på størrelse med verdensmagten Korea.
(I 2032 dannede Nord- og Sydkorea en hemmelig pagt og blev genforenet. De gik mod USA, Kina, Rusland og resten af verden i et overraskelses angreb – ingen havde en chance. I samme år blev muren bygget rundt om Janes enevælde)
”Der går rygter om at han er tilbage, Deres Majestæt.” Lød det indefra Domkirken.
”Jeg ved det.” Svarede dronningen kort, imens hun kiggede over mod resterne af det gamle rådhus.
17. december 2047. Kl. er 21.26.
Steen Møller og Peter Rahbæk Juel aftalte at mødes ved den faldefærdig Odense Letbanestation bag rådhuset.
Peter bliver overrasket over hvor gammel Steen ser ud. Måske er det stokken, der gør det.
”Jeg har ligget på is siden 2032.” Starter Peter stille.
”Hvad!” Skriger robothund Fibo – dvs. Søren Windell.
”Det forklarer jo slet ikke hvordan du har kunne vinde gang på gang, Peter!” Prøver Steen at sige med ro i stemmen.
I det samme mærker alle tre noget bevæge sig i mørket og med ét bliver der helt stille.
To sekunder senere er Peter væk og Steen står tilbage i mørket med Fibo.
”Kom Fibo! Lad os komme væk.” Steen og Fibo forlader stationen, velvidende at de har nogle øjne, der følger dem i mørket.
18. december 2047. Klokken er ca. 22.52.
”Jane!”
”Jane, du drømmer!”
GIIIIISP! Jane Jegind hiver efter vejret da hun vågner og er fuldstændig gennemblødt af sved.
I samme væk udbryder hun: ”Hvorfor forstår folk mig ikke!”
Der bliver ikke svaret. Men…. ”Hallo, er der nogen?” Prøver Jane forsigtigt. Hun ved, at hun er alene hjemme eller det burde hun være.
Hun kan skimte lys fra vinduet. ”Hvad er nu det?” Spørger hun sig selv.
Vinduet vender over mod det gamle Odense Rådhus. Hun rejser sig og går hen og kigger ud af vinduet.
”Der er fandme lys på Flakhaven!” Udbryder Jane højt og trykker øjeblikket på alarmknappen.
“Stemmen”. hvisker hun til sig selv…
19. december 2047. Klokken er omkring 8. 45.
Steen Møller og robothunden Fibo (Resterne af Søren Windell) sidder og kigger op på Odense Domkirke.
De skjuler sig bag en bunke murbrokker og gamle træer på Klingenberg.
”Hun er godt blevet sær med alderen, hva Fibo?” Steen sidder og reflekterer over det angreb hun satte ind på Flakhaven i går.
”Det var jo bare lidt julelys, som vi havde i gamle dage”. Forsætter Steen og kigger på de få røde kugler der stadig hænger på grenene.
Fibo sidder og kigger og finder så en gammel video frem, som han afspiller på jorden. Den er fra 2032.
”Jamen, det er jo inde fra Boogies og før genforeningen af Nord- og SydKorea. Hvorfor viser du mig det?” Udbryder Steen.
I det samme kan han se Jane Jegind i videoen. ”Hov, hvem er det, hun danser med der, Fibo?” Spørger Steen.
Steen skruer et ekstra sæt briller på. ”Hva satan! Det er sgu da Jane Jegind og Peter Rahbæk Juel der danser sammen.” Siger Steen lidt for højt og dukker sig med det sammen.
Han ser videoen til ende. ”Shit, han siger jo nej til hende – hun var nede på knæ og alt det der!” Råber Steen.
”Men Peter sagde jo, at han havde været på is siden 2032” Gisper Steen og ser forfærdet på Fibo.
21. december 2047. ”Hvad skete der?” Hoster Steen Møller.
Han kan intet se – heller ikke lys fra Odense Domkirke, som altid plejer at være tændt.
”Fibo!” Råber Steen. Men får intet svar.
”Er her nogen?” Råber Steen. Der er helt stille, men der er nogen fornemmer han.
I mørket lyder der pludselig en latter. ”Ha ha ha ha.” Runger det i mørket.
Fra Domkirken lytter Jane Jegind med, hun kan også høre latteren. Hun ved hvad der skete og har set det kæmpe hul, som de har lavet i hendes mur. Braget var så voldsomt, at alle i byen blevet slået bevidstløse og lå livløse hele den 20. december.
Domkirkens tykke murer beskyttede Jane, men hun er stadig noget medtaget efter episoden.
”Find Peter Rahbæk Juel!” Skriger Jane. ”Det kan kun være ham, der er ansvarlig for det her.” Slutter hun og kigger ud i mørket over byen.
22. december 2047. Klokken er ca. 9.
”Det kan ikke blive ved sådan her.” Tænker Peter Rahbæk Juel.
Han sidder i mosen, der selv på en vinterdag stadig er smuk. Resten af byen lider meget efter alle de kampe.
Der er ikke meget vand tilbage i mosen, men den smule der er tilbage beroliger ham.
“Jane Jegind bliver mere og mere sær” Siger Peter højt for sig selv.
”Men hvem laver al den ballade – det kan jo ikke være Jane, for hendes mur er også ødelagt.” Siger han med hævet stemme.
Peter var også slået bevidstløs den anden dag efter det voldsomme brag og kan ikke rigtig huske noget.
Han gør klar til at gå, men da han stikker hånden i lommen mærker han et stykke papir. Han tager det op af lommen og stirrer med store øjne på det.
”Det er fandme løgn!” Nærmest råber han.
23. december 2047. Klokken er lidt over 20.
Odense by ligger som sædvanligt mørkelagt hen om aftenen, men noget larmer et sted og det kommer nærmere.
Peter Rahbæk Juel er på vej ind til Odense Rådhus, men på vejen møder han Steen Møller.
”Hej Steen” Bliver Peter nødt til at sige, da han ikke kan undgå Steen.
”Du skal ikke gå derind, Peter” Siger Steen med angst i stemmen.
Peter kigger på Steen og derefter på rådhuset.
”Hvad sker der derinde?” Spørger Peter.
”Alt” Svarer Steen og forsvinder i mørket.
Peter er allerede på vej mod rådhuset, men stopper hurtigt.
Ud af rådhuset kommer Jane Jegind.
Ingen når at sige noget, før der daler en masse papirer ned fra himmelen.
Peter samler et op og kigger på det. ”Et juletræ?” Siger Peter svagt.
Og i det samme bliver hele Odense badet i lys og larm af flyvende objekter.
Peter og Jane kigger på hinanden…
24. december 2047. Klokken er ca. 20.45.
Københavns Kommune air force har tændt lys over hele Odense, Denmark og midt på Flakhaven står Peter Rahbæk Juel og Jane Jegind og kigger på hinanden.
Steen Møller står ved det gamle Bryggeriet Flakhaven og råber ind: ”Det måtte jo stoppe på et tidspunkt, Peter!” ”For fanden, du har hævet ’velfærdsprocenten’ med ét procentpoint i 30 år nu – 69 % må altså være grænsen”
“Og Jane, du har opkrævet beskyttelsespenge i lige så mange år og skjult dig bag muren ved Odense Domkirke.” Fortsætte Søren.
I det samme kan de alle høre, at der bliver klappet.
”Ha ha ha” Lyder det inden fra Odense Rådhus.
Og en hæs men skarp stemme bryder stilheden på Flakhaven: ”I troede, at I slap af med mig, da I satte mig på plejehjem i Kerteminde. I glemte bare, at jeg havde perfekt signal mod KHB.”
Anker Boye toner frem i lyset. ”I har smadret min by mere end rigeligt – jeg tager den herfra og I to får lov til at håndtere de sidste 30 års aktindsigter i Odense & Co.”
Anker stråler da KBH air force begynder at sætte juletræet på plads og udbryder: “I❤️NyO!”
MitOdense – det, der samler os