Jeg stod midt i Storms Pakhus, med en kop gløgg, og troede, at jeg bare ville hygge lidt. Men så så jeg det: et lille julevæsen, med glitrende rød hue og fnisende øjne, der stirrede direkte på mig. Det hoppede over en kagedåse og blinkede, og før jeg nåede at tænke mig om, svirrede det ud ad døren.
En julehistorie af MitOdense
“Velkommen til julens mission,” mumlede jeg, og fulgte efter.
I Lørups Vinstue duftede det af krydret vin, brændt karamel og gamle trægulve. En stamgæst vinkede til mig:
“Den har valgt dig i år.”
Julevæsenet dansede over bordene, hoppede mellem glas og flasker, og pludselig føltes rummet større, lysere og mere levende. Jeg kunne høre fnisen som små klokker, der smeltede al træthed og kulde væk. Jeg var nysgerrige og fulgte efter.
På Odense Teater gled julevæsenet mellem kulisserne. Masker og lys begyndte at bevæge sig, som om rummet selv var levende. Jeg kunne høre fnis, der næsten blev til musik, og skuespillere smilede, som om de vidste noget, jeg ikke gjorde.
Jeg røg videre og endte hos Teater Momentum, hvor jeg trådte ind midt i et stykke, hvor små lys blinkede, og julevæsenet hoppede fra rekvisit til rekvisit. Alt var magisk – men noget i mig spurgte: Er jeg virkelig vågen?
Fra teateret fulgte jeg væsenet til Odense Boulders. Duften af magnesiumpulver blandede sig med gran og julelys, mens folk hang i nissehuer på klatrevægge.
Julevæsenet sprang fra kant til kant, fnisende, og jeg måtte klatre efter det. Hvert hop føltes som et lille julemirakel, og jeg lo så højt, at folk vendte sig om og smilede.
Ud i decemberkulden ledte fniset mig til Paradis Is Odense. Ekspedienten satte en ekstra ske is foran mig, så kold, at den stak i tungen.
“Den er ikke til dig,” hviskede ekspedienten.
Julevæsenet tog skeen, dansede ud i sneen og fnisede, og snefnuggene glimtede som små stjerner i håret på mig.
Hos Kulturmaskinen var børn og voksne i fuld gang med julepynt og konfetti. Væsenet hoppede rundt mellem folkene, kastede glimmer og fnisede. Jeg kunne mærke varmen fra latteren brede sig i kroppen.
Lidt længere henne i Studenterhuset Odense fangede julevæsenet en kop varm kakao midt i luften og leverede den perfekt til en studerende. Dampen krøllede sig som små røgspiraler, og jeg måtte fnise selv over det.
Jeg løb videre til Njord Pilates Studio , hvor instruktøren råbte:
“Kom nu! Julen venter ikke på nogen!”
Jeg opdagede slet ikke, at jeg pludselig var hos Holdtræning Odense. Her dansede julevæsenet mellem folkene, og hele salen syntes at bevæge sig i takt med det fnisende væsen. Jeg kunne mærke Odense som et levende, pulserende hjerte.
Inden pulsen havde lagt sig, var jeg ved VIKINGESAUNAGUS. Her forsvandt julevæsenet næsten i damp og iskolde vindpust. Jeg troede et øjeblik, det var væk, men et fnis bag mig bekræftede, at det stadig var der, klar til næste mirakel.
Der var ikke ro på, så jeg endte på Nelles, hvor julevæsenet lavede små tricks med bestik og glas, så folk lo.
Nu havde jeg vist mistet forstanden, for hos Fyens Væddeløbsbane sparkede heste snefnug i luften, og julevæsenet hoppede mellem dem. Det var mærkeligt.
Og hos AOF Center Odense fløj bøger og sprogkort, og eleverne klukkede af overraskelse.
Med ét var jeg tilbage i Storms Pakhus og satte mig tungt på barstolen. Julen havde været overalt – og jeg havde fulgt julevæsenet som en trofast guide gennem hele byen.
Jeg blinkede. Bordet svingede let, glas klirrede mere end normalt, og pludselig slog det mig:
Jeg havde drukket… meget mere, end jeg havde troet.
Julevæsenet? Fnisene, glimmeret, klatrevæggen med nisser – måske havde jeg selv set syner i Odense.
Jeg lo højt over mig selv. Julen var stadig magisk – bare på en lidt anden måde. Og selvom julevæsenet var en fantasi, føltes Odense stadig lysere, varmere og fyldt med smil. Men mine ben var trætte.
Glædelig jul
MitOdense – det, der samler os