Nedtællingen til Tinderbox 2026 er for alvor i gang, og festivalen har siden fredag offentliggjort de første seks artister til årets musikprogram. Nu får de fornemt selskab af to internationale rockbands, der med garanti kan sætte gang i festen i Tusindårsskoven. Byd velkommen til The Offspring og Dogstar.
Med en eksplosiv blanding af punk, skate og poprock fylder The Offspring enhver scene og ethvert publikum med en elektrisk energi, der gør det umuligt at stå stille. Bandet, der blev dannet i Californien i 1984, har udgivet imponerende elleve albums og hitsingler som ”The Kids Aren’t Alright” og ”Pretty Fly (For A White Guy)”. Deres musik er en kombination af pulserende trommer, frække guitarhooks og ørehængende omkvæd, og mere end 20 millioner månedlige lyttere på Spotify taler deres eget tydelige sprog.
Tidligere på måneden gav de koncert i en tæt på udsolgt Royal Arena, og til sommer er det Tinderbox’ tur til at finde luftguitaren frem.
Amerikanske Dogstar spiller rockmusik, der rammer en nostalgisk nerve. Los Angeles-bandet har Bret Domrose i front på vokal og guitar, Robert Mailhouse på trommer og Keanu Reeves – ja, dén Keanu Reeves – på bas. Trioen blev dannet i 1994 og efter næsten to årtier i dvale er de nu vendt tilbage til musikscenen. I 2023 udgav de comebackalbummet Somewhere Between the Power Lines and Palm Trees, der blandt andet sikrede dem deres første placering på Billboard-listen.
De tre venner holdes sammen af en kærlighed til musikken og til at spille sammen, og de er garanter for en lyd, der favner både fortid og nutid – og nu kan Tinderbox’ publikum se frem til at opleve Dogstar 2.0 live i Tusindårsskoven.
Med The Offspring og Dogstar er de første otte artister til Tinderbox 2026 nu offentliggjort. Festivalen fortæller, at de løfter sløret for endnu tre i løbet af ugen, inden det officielle billetsalg starter på fredag.
Billetsalget starter fredag den 31. oktober kl. 12.00
I 2025 kunne Tinderbox allerede melde udsolgt af partoutbilletter i februar, tidligere end nogensinde før, og da festivalen satte Early Bird-billetter til 2026 til salg i sommer, slog billetsalget igen alle rekorder.
Man skal altså være hurtig, hvis man skal sikre sig en af de resterende partoutbilletter til TB26, når de sættes til salg på fredag den 31. oktober kl. 12.00 via tinderbox.dk.
Tinderbox 2026 finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25.-27. juni.
De foreløbigt offentliggjorte artister til Tinderbox 2026 er:
APHACA
Berg
Blaue Blume
Dogstar (US)
Jonah Blacksmith
Pitbull (US)
Rasmus Seebach
The Offspring (US)
MitOdense – det, der samler os