fbpx

International arbejdskraft spiller en stadigt stigende rolle for dansk erhvervsliv, i Odense er antallet af internationale lønmodtagere steget med tusind personer fra 2018 til 2022.

En af de store udfordringer for internationale i Danmark er at skabe et socialt netværk. Det hjælper Odense Kommune med gennem International Community Odense, og den 23. september bydes de internationale velkommen ved et stort arrangement i Borgernes Hus.

Sikkerhed, tryghed og work-life-balance er i top, men det er svært at få nye venner. Det er den helt korte opsummering af internationale medarbejderes oplevelse af at komme til Danmark i den seneste Expat Insider analyse fra InterNations, der er en international digital platform for expats.

Udfordringen med at falde til og få et netværk er en velkendt problematik, og derfor er der stor fokus på at skabe kontakt til lokale foreninger og netværk, når Odense Kommune byder indenfor til International Welcome Day i Borgernes Hus. Op mod 50 foreninger, klubber og frivillige organisationer står klar til at møde de internationale odenseanere og tilbyde dem en vej ind i et lokalt fællesskab.

De internationale specialister er en helt afgørende arbejdskraft for mange odensenske virksomheder. Adgangen til gode sociale netværk er meget vigtig for, at man kan tiltrække og ikke mindst fastholde de internationale medarbejdere. Det skal vi som kommune naturligvis hjælpe med, for stærke, velfungerende virksomheder er helt afgørende for Odenses udvikling.

Beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.

Welcome September

International Welcome Day er en del af Welcome September, der med mere end 60 sociale arrangementer landet over vil bidrage til at modtage og fastholde internationale medarbejdere.

Mere end 30 forskellige kommuner, erhvervsorganisationer, erhvervsregioner, universiteter m.fl. er med ombord. Blandt partnerne er DI.

Mange virksomheder er afhængige af dygtige medarbejdere fra udlandet. Derfor er det utrolig vigtigt at både arbejdsgivere, kolleger, foreninger og alle andre i Odense tager godt imod de udenlandske medarbejdere og deres familier og gør en indsats for at integrere dem i vores lokalsamfund. Det gælder de internationale specialister og højtuddannede men også de kvalificerede faglærte, der kommer her til for at arbejde. Allerede nu har mange fynske virksomheder nemlig svært ved at skaffe dygtige faglærte, en udfordring, der kun bliver større i de kommende år.

Formand for DI Fyn Poul Strandmark

International Community Odense

I Odense er International Community tovholder på International Welcome Day. International Community Odense er et kommunalt tilbud med støtte fra SDU, der hjælper højt specialiserede internationale medarbejdere og deres familier med at falde til i Odense. Tilbuddet omfatter praktisk hjælp og vejledning til nyankomne udenlandske medarbejdere, hjælp med jobsøgning til medrejsende ægtefæller og mere end 50 årlige events for alle internationale beboere i Odense.

Læs mere om International Welcome Day ved at klikke på linket her.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere