fbpx

Mens festivalsæsonen for de største arrangørers vedkommende desværre må vente, øjner en lille pop-up scenekunstfestival chancen for at få nye publikummer i tale

Med 12 forestillinger over fire dage ønsker den kunstneriske leder for festivalen, Taneli Törmä, at præsentere forestillinger for nye publikummer i Odense. Det sker, trods udfordringer affødt af Covid-19-pandemien, allerede senere på måneden takket være en ny-indført lempelse af forsamlingsforbuddet.

Dance All Year Long Festival 2020 præsenteres af den finske danser, koreograf og instruktør Taneli Törmä – Location X, og er en videreførelse af sidste års festival med samme navn. Som altid har festivalen moderne dans som omdrejningspunkt, men når den om lidt vender tilbage til Odense efter et ophold i Kokkola, Finland, er der udelukkende færdige forestillinger på programmet til fri afbenyttelse for publikummer og forbipasserende i Odenses bymidte.

En sikker festival
Sundhedskrisen er langt fra forbi, og af den grund er festivals-ledelsen i samråd med Odense kommune og de medvirkende kunstnere gået sammen om at tilpasse festivalen til vores nye fælles omstændigheder ved blandt andet at rykke festivalen udendørs.

Festivalen har været undervejs over de sidste seks måneder, og vi har løbende forsøgt at tilpasse den til de gældende retningslinjer udstukket af myndigheder. Tilbage i april stod det klart for os at vi måtte aflyse den internationale del af programmet af hensyn til publikum og de medvirkendes sikkerhed – dét sammen med en række andre initiativer skal være med til at sikre at festivalen bliver en positiv og sikker oplevelse for alle! – publikum såvel som medvirkende.

Festivalleder, Taneli Törmä.

Tid og sted
Tre forskellige forestillinger kan hver dag opleves på tre udvalgte pladser i Odense. Stederne forbliver de samme, men tidspunkterne skifter. Som publikum kan du vælge én dag at følge festivals-programmet i og gå på opdagelse i bymidten imellem forestillingerne eller se forestillingerne spredt ud over hele festivalens varighed. Forestillingerne kan opleves hver dag fra tirsdag den 23. til fredag den 26. juni i Odense i Kongens Have, på Gråbrødre plads og i Eventyrhaven. Alle forestillinger er gratis.

Forestillingerne
Med støtte fra Odense Kommune præsenteres danske danseforestillinger skabt og opført af dansere af fynsk ophav. Hver især fremviser de vidt forskellige sider af moderne dans:
I forestillingen KONTRA skildrer Cecilie Schyth Kjær en konflikt mellem en selvbestemmende krop og en dansers forsøg på at genvinde kontrol over den. Forestillingen opføres i Kongens Have.
Emilie Klitgaard Jungersen lader i forestillingen EXTREME HOARDING al rationel og sympatisk opførsel fordufte. Oplev forestillingen hver dag på Gråbrødre plads.
UDAF BOX-DANS er en hyldest til fantasien henvendt til det yngste publikum. Forestillingen er skabt og opført af fynske Annamaija Siff Rolff-Petersen og kan opleves i Eventyrhaven.

MitOdense – det, der samler os