Odense Kommune arbejder på højtryk for at hjælpe virksomhedsdrivende i Odense.
Derfor har Erhvervskontakten, Erhvervshus Fyn og private aktører sammensat teams til at rådgive små og store virksomheder og iværksættere i Odense.
COVID-19 har medvirket til store udfordringer i Odense og resten af Fyn. Svigtende omsætning, ukendte personalespørgsmål, brudte forsyningskæder og akutte, økonomiske udfordringer.
Uanset hvem er der sparring og hjælp at hente i forhold til de udfordringer, som nedlukningen i Odense har givet erhvervsliv. Der er sparring og vejledning, der gælder for iværksætteren i opstart, den nye virksomhed eller koncernen med mange års erfaring.
Vi har fra krisens første dag sagt, at vi vil gøre alt, vi overhovedet kan for at holde hånden under vores lokale virksomheder og deres medarbejdere. Vi har vedtaget en erhvervspakke til en værdi af mere end 100 millioner kroner, og nu ruster Erhvervshus Fyn op, så ni mand sidder klar ved telefonerne til at støtte og rådgive virksomhederne. Alle virksomheder, som har behov for assistance, skal endelig henvende sig.
Borgmester Peter Rahbæk Juel.
ErhvervsKontakten hjælper virksomheder med at finde rundt i det offentlige system. ErhvervsKontakten tager imod alle spørgsmål, sætter stik i til relevante myndigheder og hjælper virksomhederne med at navigere i kommunens tilbud, ydelser og tilladelser.
Er du som virksomhed i tvivl om, hvor du skal søge hjælp og vejledning i den nuværende situation, så hjælper ErhvervsKontakten dig med at finde svaret.
Odense Iværksætterservice står klar til at vejlede iværksættere i opstartsfasen, nyopstartede virksomheder, virksomheder med op til 5 års erfaring og socialøkonomiske virksomheder, som oplever driftsmæssige udfordringer som følge af nedlukningen lige nu.
Odense Iværksætterservice henviser også til andre, som kan hjælpe, fx advokater, revisorer og andre rådgivere, som tilbyder gratis hjælp.
Gennem programmet Early Warning tilbyder Erhvervshuset rådgivning og sparring til kriseramte virksomheder, som har brug for en turnaround, en rekonstruktion eller er tæt på konkurs. Rutinerede konsulenter og et styrket korps af 13 frivillige erhvervsfolk stiller på Fyn deres hjælp til rådighed uden beregning.
Fynsk Erhverv har oprettet et “Corona Advisory Board”, som virksomhederne har mulighed for at stille spørgsmål til. Der tilbydes sparring og gode råd i øjenhøjde fra repræsentanter af medlemskredsen, der har særlig viden, erfaring, indsigt og kan bringe relevante kontakter i spil.
Skattestyrelsen har oprettet en hotline, hvor virksomheder kan få svar på deres spørgsmål om hjælpepakken på tlf. 72 22 12 39 alle hverdage kl. 9-18
MitOdense – det, der samler os