Mandag morgen blev en trist start på ugen for elever, ansatte og mange odenseanere. Søndag blev den ikoniske port fra 1894 ved Odense Katedralskole påkørt i forbindelse med oprydning i Kongens Have – og porten kollapsede.

Den gamle port i Jernbanegade har i mere end 130 år været et vartegn for byen. Den er blevet fotograferet af turister, brugt som baggrund for studentertog og været en daglig passage for utallige odenseanere. På porten stod mottoerne “Kundskab er magt” og “Literis et humanitati”, ord som gennem generationer har budt både nervøse elever og festglade studenter velkommen.

Skolen, der er tegnet af kongelig bygningsinspektør Jens Vilhelm Pedersen i renæssancestil, er i forvejen et markant bygningsværk. Porten mod Jernbanegade har dog altid været noget helt særligt – både for elever og for byens borgere.

Rektor og medarbejdere på Odense Katedralskole har meldt ud, at de vil gøre alt for at reetablere porten.

Vi vil arbejde benhårdt på at få porten genskabt. I dag håber vi mest af alt på nogle omsorgsfulde tanker fra alle jer, der kender skolen eller bare passerer forbi i ny og næ.

Rektor, Lone Bjørndal Thomsen

Ødelæggelsen af porten har allerede vækket stærke følelser blandt mange odenseanere, som kalder det en stor kulturhistorisk sorg for byen.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere