Midt på Flakhaven, lige foran Odense Rådhus, ligger en skulptur, som alle odenseanere har en mening om. Nogle elsker hende. Andre forstår hende ikke helt. Men én ting er sikkert: Oceania er ikke til at overse.
Den store skulptur forestiller en kvinde, som ifølge kunstneren Svend Wiig Hansen (1922-1997) er “steget op fra havet” og bærer ”skummets hvide smil”. Hun blev afsløret i 1992 og skænket til Odense som gave fra Odense Bys Kunstfond og Asea Brown Boveri A/S.
Allerede fra første dag skabte Oceania debat. Hendes bløde former og monumentale størrelse var – og er – genstand for både kritik og kærlighed. Er hun smuk eller grim? Det afhænger helt af øjnene, der ser.
Men én gruppe har fra starten taget hende helt til sig: børnene. For Oceania er ikke kun kunst – hun er også en legeplads. Mange børn har gennem årene brugt hende som klatrestativ og glidebane, og det kan ses: Hendes grønne overflade er slidt væk visse steder, hvor små hænder og fødder har været på opdagelse.
Det var faktisk med kunstnerens velsignelse. Da skulpturen blev afsløret, opfordrede Svend Wiig Hansen selv børn til at lege på hende. Oceania skulle ikke kun stå og pynte – hun skulle bruges.
Placeringen midt på Flakhaven er heller ikke tilfældig. Skulpturen står i kontrast til Robert Jacobsens stramme jernskulptur overfor. En bevidst kunstnerisk modsætning – det bløde mod det hårde. Det organiske mod det industrielle.
Så næste gang du går forbi Oceania, så stop op. Mærk reaktionerne i kroppen. Synes du, hun er smuk, voldsom eller måske bare lidt for meget? Det er præcis, hvad hun er skabt til: At vække følelser.
Kilde: Johnny Wøllekær, Stadsarkivar Historiens Hus Odense
Du finder Oceania midt på Flakhaven i Odense C.
MitOdense – det, der samler os