Nu er det endelig blevet efterårsferie og efteråret er over os, det kan godt være man ikke kan tage på stranden længere, men det er ikke en undskyldning for ikke at komme udenfor
Af Nikoline Schmidt Bransholm
Grundet covid-19 er årlige begivenheder som Magiske dage desværre aflyst, men her er et par forslag til hvad du og hele familien kan lave af aktiviteter selvom vejret ikke lover solskin og skyfri himmel.
Efterårsferie i Odense ZOO
Tag en tur forbi pingvinerne når Odense ZOO d. 10-18 oktober fejrer Halloween med aktiviteter som blandt andet zombie-skattejagt eller man kan få lagt en uhyggelig makeup. Hvis man ikke er til den slags, kan man også bare gå sig en tur i de smukke, oppyntede omgivelser og hils på de søde dyr.
Familieværksted hos Brandts
Det store og hyggelige Brandts museum holder åbent for børn i familieværkstedet der, ligeledes ZOO holder åbent fra d. 10-18 oktober fra kl. 11:30-15:30. I værkstedet kan man drømme sig langt væk og male flotte postkort med kærlighed og akvarelmaling, samt lære lidt om poesien og den litterære kreativitet. Man kan opleve udstillingen ”Hugo Pratt – på sporet af Corto Maltese” der gerne skal inspirere og åbne øjne for rejsepoesiens verden.
Entre til museet er for voksne 110 kr. og gratis for børn i alderen 0-17 år. Selve billetten til værkstedet koster 30 kr.

Demonstration mod racisme og diskrimination i Flakhaven
Lørdag d. 17. kl. 13. skal der noget lidt mere alvorligt på bordet. Organisationen Racismefri by – Odense for mangfoldighed har organiseret en fredelig demonstration imod den racisme og diskrimination som mange i vores samfund desværre oplever. Der vil blive holdt taler og være musikalske indslag samt åben mikrofon for dem der har lyst til at sige et par ord om sagen. I forhold til covid-19 er der selvfølgelig krav på at man holder afstand og så vil der være sprit og mundbind som man kan benytte sig af. Så hvis man har mod på at opleve og deltage i et fællesskab der er med til at skabe en god tilværelse for alle – så kunne dette eventuelt være lige sagen.
Efterårsferie hos tidens samling
Hvis man interesserer sig for det historiske, eller kunne tænke sig at få et indblik i hvordan verden så ud dengang vores bedsteforældre var unge, så kan man tage forbi Tidens Samling og opleve ”Fruerne i stuerne” og ”kniplingens kunst”.
”Fruerne i stuerne” kan opleves alle hverdage fra kl. 11-15, hvor man blandt andet kan se de helt gamle klæder samt høre om livet for mange år siden.
Entre koster 30 kr. for børn i alderen 6-17 år imens voksnes entre koster 65 kr. aktiviteterne er gratis når man har betalt entreen – så det er et kig værd.

Gå en tur i den gamle bydel og – eller Odenses grønne områder
Der kommer også regn frie dage, så en gåtur i det charmerende Odense er måske også nok oplevelse i sig selv. Oplev kontrasterne i bymidten og nede omkring den gamle – og nye bydel. Man kan gå igennem Mosen og helt ned til eventyrhaven, måske tage madpakke med? Kun fantasien sætter grænser og som Odenses helt egen HC Andersen sagde ”Vor tid, er eventyrets tid”

MitOdense – det, der samler os