Når Heartland Festival i år fejrer sit 10-års jubilæum, bliver det med en ganske særlig koncertoplevelse. Under titlen Sange fra Hjertet samler festivalen nogle af Danmarks mest markante musikere til en fælles hyldest af de sange, følelser og fortællinger, der har præget Heartlands første årti.

Koncerten finder sted på Greenfield-scenen og byder på optrædener fra Trine Dyrholm, August Høyen, Søren Huss, Stine Bramsen, Kajsa Vala og Luna Ersahin.

Publikum kan se frem til en koncert, hvor musikken kombineres med samtaler om sangenes betydning og historierne bag. Det hele bliver bundet sammen af værten Anders Lund Madsen, som mellem numrene inviterer kunstnerne ind i samtaler inspireret af Heartlands populære samtalescene.

Kendte stemmer med stærke historier

Flere af de medvirkende kunstnere har et særligt forhold til Fyn, hvilket gør koncerten til en slags hjemkomst.

Trine Dyrholm er aktuelt aktuel i serien Den danske Kvinde og har desuden annonceret en landsdækkende turné i 2027 med forestillingen Sange jeg har sunget. August Høyen har på få år etableret sig som en af dansk musiks mest fremtrædende nye stemmer, mens Søren Huss fortsat regnes blandt landets stærkeste sangskrivere efter gennembruddet med Saybia.

Stine Bramsen og Kajsa Vala står bag duoen Bye Bye Brenda, der sidste år udgav det anmelderroste album Landmarks. Samtidig har Luna Ersahin gennem projektet AySay skabt sit eget musikalske univers, hvor kurdiske rødder møder nordiske og elektroniske klange.

Mere end en koncert

Ifølge Heartland bliver Sange fra Hjertet ikke blot en musikalsk fejring af festivalens første ti år, men også et fælles refleksionsrum om de oplevelser, relationer og øjeblikke, som musik kan skabe.

Koncerten er en del af festivalens jubilæumsprogram og skal både hylde de første ti år på Egeskov og pege frem mod de mange oplevelser, der stadig venter forude.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere