fbpx

Danmark lukker ned, events aflyses, restauranter og cafeer lukker, vi skal holde os fra områder med mange mennesker og helst blive indendørs

Men hvis du, eller børnene, er ved at få karantæne-kuller og har brug for lidt luft, har vi samlet nogle ideer til udendørsaktiviteter. Husk dog at blive hjemme, hvis du føler dig forkølet eller sløj, samt ikke at opholde dig på områder med mange mennesker, så vi undgår at brede smitten.

Af Signe Toudal Nielsen

Fyn byder på smuk og enestående natur, som med fordel kunne nydes de næste 14 dage, når man trænger til at komme lidt ud. Nedenfor er listet nogle af Fyns bedste naturområder med mulighed for gode udendørsaktiviteter.

Stige Ø

Stige Ø er et vidunderligt naturområde i Odense, omgivet af vand, med bakker og masser sjove aktiviteter. På Stige Ø er der mulighed for at lege på en af legepladserne, træne i det udendørs træningsområde, løbe eller cykle rundt langs stierne eller bare slå sig ned på toppen af en af bakkerne og nyde den smukke udsigt. Læs mere her

Enebærodde
Fra Stige Ø kan du ane det hvide fyrtårn på Enebærodde, der markerer starten af Odense Fjord. Enebærodde ligger mellem Kattegat og Odense Fjord, og er det perfekte sted at gå tur i naturskønne omgivelser. Der er rig mulighed for at få en god cykeltur, spise en hyggelig medbragt frokost eller bare nyde roen og de gode udsigter. Læs mere her

Fyns Hoved
Fyns Hoved ligger i Kerteminde kommune, og byder på storslået natur med mange forskellige landskabstyper. Vand, tanger og stejle klinter er bare noget af det, du kan opleve, og området er det perfekte sted at tage hele familien med på udflugt – der er masser at udforske.  Læs mere her

Helnæs

Fotocredit: VisitAssens

Ved Assens ligger halvøen Helnæs, som er et flot og historisk naturområde. Området, der byder på bl.a. vand og bakker, har været beboet siden stenalderen, og der findes derfor også 5 gravhøje på halvøen. Så snør vandreskoene og gå på opdagelse i dette historiske naturskønne område. Læs mere her

Svanninge Bakker

Fotocredit: Signe Toudal Nielsen

Tæt ved Faaborg ligger Svanninge Bakker, et stort skovområde med masser af gode udsigter. Svanninge bakker er også kendt som de Fynske Alper, og lever godt op til sit kælenavn med sine mange høje og bakker, som kan bestiges gennem et væld af forskellige ruter. Området er stort, og de mange ruter og udsigter gør, at der er nok at udforske til hele covid-19 lockdownen. Læs mere om området

Måle

Fotocredit: Dorthe Simonsen

Måle strandområde er måske mest kendt af de lokale, men området nyder på så smukke udsigter at det bestemt er værd at køre forbi. Mens du går langs vandet, kan du nyde udsigten til Romsø overfor. Find roen og freden på dette skønne område i Måle. Læs mere her

Munke Mose

Fotocredit: Latinerkvarterets Facebook / Dorthe Simonsen

Midt i Odense finder du en af byens populære oaser, nemlig Munke Mose. Her er masser plads til sjov og leg, og der er opsat både legeplads, broer, fodboldbane og aktiviteter rundt i hele parken. Munkemose byder også på kroge, træer og bænke rundt omkring, så der er mulighed for gode gåture gennem denne skønne park og Odense-favorit.

Fruens Bøge
Fruens Bøge er et andet centralt naturområde i Odense. Området er oplagt til gåture med sine søer, skov og grønne arealer. Der er naturlegepladser, forhindringsbaner og går du langs åstien kan du smugkigge ind til dyrene i Odense Zoo. Læs mere om området her

Gode legepladser
Der findes også masser gode legepladser på Fyn, og VisitFyn har lavet en oversigt over nogle af de bedste, hvis børnene skal brænde noget krudt af. Læs mere her

Der er så mange skønne steder på Fyn, at det er umuligt at nå dem alle her. Men af andre steder kan Egebjergmølle, Danmarks største sten – Damestenen, Afgrunden ved Vissenbjerg og Fyns højeste punkt – Frøbjerg Bavnehøj også fremhæves. Listen er lang, og forhåbentlig er du lidt mere inspireret til de næste 14 dage!

MitOdense – det, der samler os