Af Signe Toudal Nielsen
Midt i en corona-krise er det endelig blevet tid til lidt fest, farver og fejring. Det er i dag H.M. Dronning Margrethes 80-års fødselsdag og hele Danmark er med til fejring og fødselsdagsfest, men på en lidt anderledes måde, fordi Dronningen som bekendt har aflyst sin store fest. Alligevel skal der naturligvis lyde et kæmpestort tillykke til H.M. Dronning Margrethe på denne særlige dag fra alle os hos MitOdense. Vi har samlet lidt historier fra de gange dronningen har besøgt Odense, samt de kunstportrætter der er udgivet i anledning af dronningens 80-års. Læs med her, måske vækker det minder og smil.
H.M. Dronning Margrethe i Odense
Dronning Margrethe har besøgt Odense mange gange gennem årene både som prinsesse og dronning, lige fra da hun var barn og besøgte Odense med sin mor Dronning Ingrid. Her besøgte hun Købmandsudstillingen i 1950, var med til at åbne DDSGI’s Landsstævne i Odense i 1954, og indviede Odense Universitet i 1966. Siden har hun som dronning både været med til 30. års jubilæum og årsfester på Syddansk Universitet. Hun har besøgt Albani Bryggerierne, set forestillinger hos Odense Teater, besøgt HC. Andersens hus, deltaget i Odenses 1000 års jubilæet på Odense Rådhus, været med til mindehøjtidelighed for Knud den Hellige og besøgt Odense Slot.
Sidste gang dronningen satte ben på odenseansk jord var hun med som æresgæst til gallafest og åbning af ODEON i 2017. Festen blev fejret med smuk musik fra Odense Symfoniorkester og eventyrlig dans i en moderne fortolkning af HC. Andersens værker. Udenfor ventede masser af odenseanere på H.M. Dronningen, og hun blev modtaget med jubel og hyldest af de mange fremmødte.
Her ses dronningen i en varm velkomst med en blomsterpige fra Den Kongelige Balletskole i Odense og borgmester Peter Rahbæk Juel.
Du kan finde mange gamle fine, sjove og spændende billeder af dronningens mange besøg i Odense (og i det fynske) ved at
Klik videre til Fynske Billeder af Dronning Margrethe
Ny kunstportrætserie i forbindelse med H.M. Dronning Margrethes 80-års fødselsdag
I anledning af 80-års fødselsdagen udgives en serie kunstportrætter af dronningen, kronprinsen og prins Christian. De smukke billeder er taget af fotograf Per Morten Abrahamsen, og kongehuset har offentliggjort nye portrætter hver morgen fra den 14. april til og med fødselsdagen i dag. Nedenfor har vi udvalgt to af de flotte kunstportrætter, ligesom det officielle fødselsdagsportræt og officielle fødselsdagslogo kan ses i toppen af artiklen.
Vær med til fest
Mange af de officielle arrangementer er desværre blevet aflyst på grund af COVID-19. Slotspladsen vil stå tom, der ikke vil være flag, folkemængder og vink at finde, men på TV2 og DR har de lagt an til en hel dag i fejringens tegn. Du kan blandt andet nyde gamle gensyn med dronningen og se med live fra Tivoli. Følg også med når hele Danmark synger for Dronningen og hun er live klokken 12 på DR.
Se det fulde program for TV 2 her
Se det fulde program for DR 1 her
Vær med til at fejre dronningen sammen – hver for sig.
MitOdense – det, der samler os