Når H.C. Andersen Festivals vender tilbage til Odense i august, bliver Amfiscenen igen samlingspunkt for musikelskere. Over tre sommeraftener kan festivalgæster nemlig opleve en række populære danske artister helt gratis under åben himmel.

I samarbejde med Studenterhus Odense, Café Biografen og SPOKEN præsenterer H.C. Andersen Festivals et musikprogram, der spænder fra danske klassikere og pophits til punket digterpop og moderne rock.

Anne Linnet åbner musikfesten

Onsdag den 19. august indtager den folkekære sangskriver Anne Linnet scenen med sit band. Publikum kan se frem til en aften fyldt med velkendte sange og klassikere fra en af Danmarks mest markante musikere.

Pop, rock og nye stjerneskud

Torsdag den 20. august fortsætter koncertprogrammet med Mathias Ranch, der byder på en nærværende koncertoplevelse med rockens rå energi og moderne lyduniverser.

Senere samme aften går Dahlin på scenen. Den fremadstormende popartist har allerede markeret sig stærkt på den danske musikscene og leverer ærlige popsange med både sårbarhed og styrke.

Fredag den 21. august kan publikum opleve hun_sagde, der vandt KarriereKanonen 2024. Her venter en energifyldt koncert med punkede digterpop-vibrationer, tunge basriffs og masser af attitude.

Aftenens sidste navn er KOPS, som har haft stor succes med numre som “Salvation” og “Sorry Not Sorry”. Publikum kan se frem til store produktioner, stærke melodier og en festlig afslutning på koncertrækken.

Helt gratis midt i Odense

Alle koncerterne finder sted på Amfiscenen ved Brandts Klædefabrik under H.C. Andersen Festivals, og der er fri entré til samtlige koncerter.

Så hvis sensommeren skal fyldes med god musik, kolde drikke og hyggelige aftener under den åbne himmel, er der god grund til at lægge vejen forbi centrum af Odense den 19., 20. og 21. august.

Koncerter på Amfiscenen:

  • Onsdag den 19. august: Anne Linnet
  • Torsdag den 20. august: Mathias Ranch og Dahlin
  • Fredag den 21. august: hun_sagde og KOPS

Alle koncerter er gratis

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere