Vinterferien giver ekstra hesteglæde i Odense, når Scandinavia Jumping Tour indtager SJF Bank Arena fra 6. til 14. februar 2026. Her venter en hel uge med imponerende springridning, søde ponyer og masser af gratis aktiviteter for hele familien.
I løbet af ugen kan publikum opleve mere end 350 heste i forskellige springklasser – fra ponyer til store, imponerende springheste. En særlig del af oplevelsen er, at man kan komme helt tæt på dyrene og følge både opvarmning og konkurrencer på nært hold.
En oplagt og gratis vinterferieoplevelse
Scandinavia Jumping Tour er en oplagt mulighed for børnefamilier, der leder efter en indendørs og gratis aktivitet i vinterferien. Der er god plads, varme rammer og masser af oplevelser, uanset om man er hesteinteresseret eller bare nysgerrig.
Kæpheste-ridning for alle
Børn med krudt i benene kan glæde sig til den populære kæpheste-bane, hvor der både er fri leg og sjove konkurrencer.
Aktiviteten er gratis, kræver ingen tilmelding og er åben for alle aldre.
Og bare rolig – der er kæpheste til udlån, så man kan bare dukke op og være med.
Nyt i 2026: Dyr og børnebondegård
Som noget nyt i 2026 får eventet besøg af Det Fynske Dyrskue og Landbo Ungdom. Her kan børn og voksne opleve en hyggelig børnebondegård og komme helt tæt på forskellige dyr – en ekstra oplevelse, som især vil begejstre de yngste.
Mad, drikke og legeland
Der er gratis adgang hele ugen, og på stedet er der mulighed for at købe både mad og drikke. I vinterferien er der desuden indrettet et hyggeligt legeland med blandt andet hoppeborg, som frit kan benyttes.
Scandinavia Jumping Tour i SJF Bank Arena (tidl. Jyske Bank Arena) byder på en hel uge fyldt med hesteglæde, dyr, leg og fælles oplevelser – en vinterferieaktivitet, hvor både børn og voksne kan være med.
MitOdense – det, der samler os