Historiens Hus har i samarbejde med VisitOdense planlagt en stribe gratis byvandringer over sommeren 2021 med start allerede i maj og juni, og der bliver noget for enhver smag.
Nu kan alle godt begynde at glæde sig, for sommeren kommer til at byde på en stribe gratis byvandringer arrangeret i et samarbejde imellem Historiens Hus og VisitOdense. Det står klart efter, at Odense Byråds økonomiudvalg har sat gang i en række aktiviteter, der skal trække folk til Odense.
Byvandringer allerede i maj
Der er allerede planlagt fire byvandringer, og flere følger senere på sommeren. ”Vi tyvstarter allerede her i maj og juni,” siger Johnny Wøllekær.
Han fortæller, at den første byvandring allerede finder sted tirsdag den 11. maj. Her kan deltagerne komme med en tur i besættelsestidens fodspor. ”Besættelsen 1940-1945 var en dramatisk periode med bombesprængninger, likvideringer m.m. På turen besøger vi nogle af de centrale steder, hvor disse dramatiske episoder foregik,” understreger han.
En kirkegårdsvandring rundt på den ellers så idylliske Assistenskirkegård er også en mulighed. Den finder sted den 18. maj, og her kan publikum besøge en række fredede gravsteder for modstandsfolk, monumentet for de allierede flyvere samt det store gravsted for de tyske flygtninge og soldater.
Odense historie er fyldt med gys og gru, og den 25. maj kan alle interesserede komme med på en lidt anderledes byvandring. Der er alt fra Åmanden, der bor i Odense Å, over Knud den Hellige, der går igen i Domkirken, til jomfruen, der kastede sig i døden for at beskytte sin dyd. ”Mon ikke der er garanti for et lille gys undervejs,” smiler Johnny Wøllekær.
Den fjerde og sidste byvandring før sommerferien kommer til at finde sted den 1. juni, og her vil fokus være på den forvandling og transformation, som Odenses bymidte har været igennem i de sidste 10-15 år. Gæsterne kan få et indblik i ambitionerne med Fra Gade til By-projektet og et historisk tilbageblik med alt fra Odenses gamle pladser til den nye letbanes spor som bagtæppe.
Johnny Wøllekær glæder sig til meget snart igen at skulle formidle Odenses spændende historie på de steder, hvor den fandt sted. Han understreger dog, at der grundet den coronasituationen er tvungen tilmelding, selv om byvandringerne er gratis.
Følg Historiens Hus på Facebook og Instagram for mere information. Her kan man finde link til tilmelding.
MitOdense – det, der samler os
