fbpx

Strikketøjet er ikke lagt på hylden, selvom landet er åbnet igen. Det kan garnbutikken Hobbii i Odense skrive under på. Fra den 8. november fejrer de strikkeglæden og forventer lange køer til genåbningsfesten.

Hos Garnbutikken Hobbii i Tarup Center i Odense har man mærket strikke-boomet, og det ser ikke ud til at stilne af. Tværtimod. Derfor holder garnforretningen genåbningsfest fra den 8. til den 13. november.

At hækle og strikke er ikke bare en hobby, men noget, der giver en fantastik ro i hverdagen. Det var der rigtig mange, der opdagede under corona, og størstedelen holder fast i deres nye hobby. Vi har i hvert fald mærket en stor interesse i garn både til hækling og strik.

Marlene Kristensen, butikschef i Hobbii i Odense.

Flere tusinder har allerede tilmeldt sig butikkens konkurrence, hvor vinderen, som trækkes på åbningsdagen for den ugelange fejring, får lov til at tømme butikken på fem minutter. Butikken har været åben for kunder siden efteråret 2020, mens selve åbningsfesten har været udskudt til nu grundet corona.

Garnet gør os høje

Det skønnes, at mellem 20 og 25 procent af danskerne lavede en eller anden form for håndarbejde før corona. Psykolog og forsker i sundhedspsykologiske effekter af håndarbejde Anne Kirketerp skønner, at tallet under nedlukningen har været oppe på 40 procent, og nu er landet omkring 30 procent, som fortsat vil holde fast i håndværket.

Det er ifølge forskeren en rigtig god ting, da det i praksis er umuligt at blive stresset, når man sidder og nørkler med maskerne.

Når vi laver håndarbejde, kan vi blive vi så optagede af det, vi laver, at vi kommer helt ned i en dyb vejrtrækning og glemmer tid og sted. Det er ekstremt sundt for os, fordi kroppen kommer ned i et gear, hvor den rent fysisk ikke kan producere stresshormoner. Samtidig kan vi i håndarbejdet opleve mikrosucceser, der frigiver dopamin. Hvis vi for eksempel endelig finder ud af at strikke den maske, der drillede, kan det give os en følelse af at være høje.

Psykolog og forsker i sundhedspsykologiske effekter af håndarbejde, Anne Kirketerp.

Store forventninger til strikkefest

Da Hobbii åbnede deres første forretning i Aalborg tilbage i 2019, deltog næsten 7000 garnentusiaster i åbningsugens festligheder, og i Odense forventer man derfor også lange køer.

Hobbii skyder festugen i gang mandag den 8. november klokken 10.00 i forretningen i Tarup Center på Rugvang 36 i Odense, hvor der vil være goodiebags til de morgenfriske på åbningsdagen, mens garnpriserne vil være presset i bund hele ugen.

MitOdense – det, der samler os