fbpx

Det er det velkendte dato-koncept, hvor man skal nå igennem 5 liter øl eller cider uden at give op

Fredag den 24. april kl. 17.00 – 22.00 live via Facebook bringer Viggos og Futte Fynbo fest og farver ud til alle de tørstige sjæle. For selvom Viggos holder lukket og du sikkert savner at drikke dato med vennerne, behøver du ikke gå glip af fadøl og fynsk hygge.

Futte Fynbo sender live fra Viggos
Med udsigt til en sommer uden store musikarrangementer, har Futte Fynbo i samarbejde med Viggos, fundet en alternativ måde at nå ud til hele Fyn, hvor alle inviteres til at gennemføre en klassisk dato i herligt selskab.

Futte glæder sig utrolig meget til denne mulighed. Futte havde glædet sig til at spille op til dans i det danske – og i særdeleshed det fynske land henover sommeren. I stedet har Futte været alternativ og deler ud af sin fynske charme direkte i de fynske stuer.

Futte Fynbo

Derfor gør Viggos teknikken klar og spritter af, så de fredag kl. 17.00 kan byde op til digital tillidsdato med alle interesserede. Deltagerne får lov til at sidde trygt derhjemme og drikke en længe savnet dato i forrygende selskab med den altid kække Odense-rapper Futte Fynbo, som livestreamer direkte fra et af Odenses hyggeligste værtshus.

Glæd dig til at opleve den fynske charme hjemme i stuerne, når Futte deler ud af fynske fraser og kæmper sig gennem 10 fadøl sammen med alle deltagerne.

Drik tillidsdato hjemme i stuerne
Det gælder om at hygge sig og være sammen hver for sig i denne tid, og derfor opfordrer Viggos til at smide øl i køleskabet, så man er klar til at drikke med, når Futte Fynbo går live. Det er naturligvis ikke muligt at tjekke om deltagerne gennemfører deres dato, men Viggos har tillid til alle deltagerne. 

Det er det velkendte dato-koncept, hvor man skal nå igennem 5 liter øl eller cider uden at give op. Alle kan være med, du skal blot sørge for at have 10 halvliters øl eller cider klar og printe eller screenshotte datoscanneren fra Viggos Facebookside. Du krydser selv af efter hver øl, og så kan du jo se, om du er lige så hurtig som Futte Fynbo.

Har du allerede gennemført en dato på Viggos, bliver din nye dato registreret, hvis du sender et billede af din udfyldte datoscanner til Viggos på Facebook. Du får ovenikøbet et karantænelogo på dit krus til minde om denne specielle dato. Så hvis du savner lidt velkendt, odenseansk hygge er det oplagt at reservere fredag aften til en fremragende tillidsdato. 

MitOdense – det, der samler os