Nye tal fra Odense Kommune viser solid økonomisk fremgang i de odenseanske kulturinstitutioner. Det gavner både borgere, byen og erhvervslivet.

Flere odenseanske kulturinstitutioner har i de seneste uger offentliggjort besøgsrekorder for 2025. Nu viser et nyt samlet overblik fra Odense Kommune, at institutionernes egne indtægter også er steget markant.

Fra 2018 til 2024 er kulturinstitutionernes indtægter vokset (fraregnet den kommunale kulturstøtte) fra ca. 212 mio. kr. til ca. 332 mio. kr. – en stigning på 120 mio. kr.

Det er virkelig glædeligt at se, at Odenses kulturinstitutioner står stærkt økonomisk, og at indtægterne bliver ved med at vokse. Det sker jo, når mange vælger at købe billetter og årskort, fordi de oplever kvalitet. Det fortjener kulturlivet i Odense et stort skulderklap for.

Lars Christian Lilleholt, by- og kulturrådmand i Odense.

Overblikket offentliggøres i forlængelse af flere besøgsrekorder for 2025 hos både Kunstmuseum Brandts, Odense Zoo og Museum Odense.

De enkelte rekordbesøg taler ind i en større tendens, nemlig at Odenses kulturliv står stærkt og er i vækst. Det er godt for byen, og vi skal blive ved med at bakke op, så den positive udvikling.

Lars Christian Lilleholt, by- og kulturrådmand i Odense.

By- og Kulturforvaltningen yder årligt driftsstøtte til omkring 20 kulturinstitutioner, som alle bl.a. indrapporterer deres regnskaber til forvaltningen. Tallene viser fremgang hos både større og mindre kulturinstitutioner.

Med en sund økonomi bredt set er der mulighed for at skabe flere arbejdspladser inden for kulturbranchen og tiltrække endnu flere kreative kræfter. Vi ved også fra bl.a. Dansk Industri, at et levende kulturliv gør en by mere attraktiv at drive virksomhed i. Og så skal vi huske, at de mange besøgende også lægger penge i detailhandel, caféer og hoteller. Derfor giver den kommunale kulturstøtte også stadig mening, fordi det er en investering i at skabe en attraktiv by – både for borgere, turister og virksomheder.

Lars Christian Lilleholt, by- og kulturrådmand i Odense.

Både små og store kulturinstitutioner oplever succesen

En af de nyeste kulturinstitutioner i Odense er Dynamo, der laver samtidscirkus. På få år har de formået at vækste stort.

I 2017 åbnede vi dørene til DYNAMO med 0 kroner og en drøm. Og i dag er vi etablerede i scenekunstbranchen og med et stort forestillingsprogram. Så vi har været med på rejsen og kan genkende, at det er en meget positiv spiral, som Odenses kulturinstitutioner er inde i, hvor både publikum og fonde har fået øjnene op for mulighederne i byen. Det er spændende og givende at være en del af.

Gry Lambertsen, direktør for DYNAMO.

Kunstmuseum Brandts er en af flere kulturinstitutioner, der i januar 2026 meldte ud, at 2025 blev et rekordår. En af udstillingerne der åbnede i 2025, var “Den fantastiske bus” – Jakob Martin Strid – som stadig kan ses på museet.

Vi har med begejstring de seneste år oplevet en markant og vedvarende vækst i antallet af kunstinteresserede gæster. 2025 blev vores bedste år til dato med hele 143.000 besøgende – heraf 125.000 indløste billetter. En væsentlig årsag er, at vi løbende udvikler museet og vores udstillingsprogram. De seneste års satsninger har været både ambitiøse og mangfoldige, hvilket har tiltrukket et bredt publikum – fra odenseanerne til gæster fra resten af Danmark og turister fra udlandet.

Museumsdirektør Stine Høholt, Kunstmuseum Brandts

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere