Knap ni ud af ti virksomheder i Odense er tilfredse med samarbejdet med Odense Kommune, når det handler om at finde arbejdskraft. Samtidig bruger virksomhederne i stigende grad kommunen, når ledige stillinger skal besættes.
Hos fragt- og vognmandsforretningen Peder Olsen & Søn i Tietgenbyen er samarbejdet med Odense Kommune blevet en vigtig del af arbejdet med at finde og klæde nye medarbejdere på til arbejdsmarkedet.
Vi har i flere år haft et meget positivt samarbejde med Odense Kommune, som vi sætter stor pris på.
Driftsdirektør Michael Mertov.
Virksomheden samarbejder blandt andet med kommunen om at træne borgere, der står langt fra arbejdsmarkedet, så de bliver klar til at varetage et ordinært job.
Og ifølge Michael Mertov er samarbejdet blevet lettere.
Til forskel fra tidligere har vi nu kun én indgang til Odense Kommune. Vores faste konsulent i kommunen sørger for alt, og det er guld værd for os. Vi er jo gode til at drive virksomhed, men vi er ikke gode til at navigere rundt i en kommune eller at have kontakt til mange forskellige konsulenter, rådgivere og sagsbehandlere.
Driftsdirektør Michael Mertov.
Flere virksomheder bruger kommunen
De positive tilbagemeldinger kommer på et tidspunkt, hvor Odense Kommune samtidig oplever, at flere virksomheder gør brug af kommunens hjælp til at finde medarbejdere.
I 2024 bad virksomheder i Odense kommunen om hjælp til at besætte 1.960 stillinger. I 2025 steg tallet til 2.119 stillinger.
I ni ud af ti tilfælde lykkedes det kommunen at finde en kandidat til virksomhederne. Og i 68 procent af tilfældene endte formidlingen med en ansættelse.
Til sammenligning var formidlingsgraden på landsplan 85 procent i 2025, mens ansættelsesgraden var 45 procent.
Samtidig viser KL’s tilfredshedsmåling af kommunernes virksomhedsservice, at 46 procent af virksomhederne er meget tilfredse med Beskæftigelses- og Socialforvaltningens service, mens yderligere 40 procent er tilfredse.
Det betyder samlet set, at 86 procent af virksomhederne giver kommunens virksomhedsservice en positiv vurdering.
Rådmand: Tilliden er vigtig
For beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell er udviklingen særligt positiv, fordi Odense fortsat står med store udfordringer på beskæftigelsesområdet.
Det er særdeles positivt, at virksomhederne har tillid til os og bruger os, når de skal ud og lede efter arbejdskraft. Vi står med nogle store strukturelle udfordringer og et fald i antallet af arbejdspladser. I den situation er det særdeles vigtigt, at virksomhederne finder det naturligt at bruge os som samarbejdspartnere.
Søren Windell, beskæftigelses- og socialrådmand
Flere kommer ud på arbejdspladserne
Samarbejdet handler dog ikke kun om at finde kandidater til konkrete stillinger.
Odense Kommune har også arbejdet sammen med virksomheder om at få flere kontanthjælpsmodtagere, borgere i ressourceforløb og borgere i jobafklaring ud på arbejdspladserne i såkaldte ordinære løntimer.
Det kan være få timers arbejde om ugen, men for nogle borgere kan det blive et vigtigt skridt på vejen mod et ordinært job.
Siden sommeren 2025 er andelen af borgere med ordinære løntimer steget i Odense. Siden august 2025 har Odense ligget over landsgennemsnittet.
I marts 2026 havde 9,4 procent af borgerne i de tre målgrupper ordinære løntimer. På landsplan var tallet 8,2 procent.
Dermed tyder tallene på, at samarbejdet mellem kommunen og byens virksomheder ikke kun handler om at få besat ledige stillinger. Det handler også om at skabe flere veje ind på arbejdsmarkedet for de odenseanere, der står længst væk fra et almindeligt job.
MitOdense – det, der samler os