fbpx

Den sidste uge har der været særligt travlt på Møntergården, for igen i år sætter Møntergården fokus på deres gode gamle jul, der har rødder i 1800-tallet.

Alle gårdrummene mellem de smukke historiske huse er pyntet med grantræer, lys og stjerner, så alt emmer af gammeldags julehygge, når de blænder op for ’Jul på Møntergården’.

Møntergården holder fast i traditionerne, men i år bliver noget alligevel lidt anderledes. De får besøg af Film Fyn, som inviterer til en særlig juleevent for børnefamilier i anledning af julefilmen “Familien Jul og Nissehotellet”, der er optaget på fynske lokationer.

Lørdag 11. december kl. 14 kan heldige børn møde skuespillerne fra ’Familien Jul og Nissehotellet’ til et særligt arrangement for familier og børn, der vil vide mere om at spille med i en film. De 4 børneskuespillere fra filmen fortæller, hvordan de fik rollerne, hvordan det er at være på et filmset, og deler deres erfaringer med skuespil. Det er gratis, men der er begrænsede antal pladser, så man skal bestille billet på hjemmesiden: møntergården.dk/jul

Film-workshop med “Familien Jul”

Film Fyn står også for en gratis drop in-filmworkshop for alle børn i museets to juleweekender (4.-5. dec. og 11.-12. dec.) kl. 11-14. Prøv kræfter med din helt egen stop motion-film med figurer fra “Familien Jul og Nissehotellet”. Børnene kan møde en professionel dukkeanimator fra Aardman Animations, som har lavet “F for Får” og “Walter &Trofast”, man skal blot medbringe sin egen mobil. Der er også mulighed for at prøve den magiske green screen og opleve, hvor nemt man bliver en del af en scene fra filmen.

Ingen jul uden traditioner!

Alt er dog også stadig ved det gamle, når det gælder Jul på Møntergården. I snedkerens lejlighed anno 1890, er der pyntet fint op til julefest med flag, kræmmerhuse og æbler på juletræet. Den skønneste duft af kanel og nelliker breder sig fra køkkenet, for her står snedkerfruen og bager de lækreste småkager.

Ude på de rå brosten, helt uden scene og med meget få remedier leverer et hold gøglere og vovede artisterier nervepirrende numre som for over 100 år siden.

3 artister fra Dynamo kommer alle 4 dage i juleweekenderne. Teatret Svanen underholder med old school dukketeater og forestillingen “Kejserens Nye Klæder”, og to artister popper op hist og pist og lader julens sange flyde i Møntergårdens smukke gårdrum så alle kan synge med.

Man kan også skrive et julebrev til den blå julemand, besøge kanonfotografen og få et ægte sort/hvidt miniportræt med hjem, lege julelege og deltage i stjerne-tælle-konkurrencen. Der er nok at gøre til ”Jul på Møntergården”.

Søde toner og julepunch

Når trætheden og kulden melder sig, byder julecaféen på varm julepunch, mens St. Knuds Herrekvartet synger smukke julesange under det store røde æble.

Fakta

Børn fra “Familien Jul og Nissehotellet”

Mød Pelle Falk Krusbæk (Hugo), Flora Augusta (Sne), Alexander W. Schøler (Egon) og Arthur Ditlev Wadstrøm  (Dvaski)

Arrangementet er et samarbejde mellem FilmFyn, Møntergården/Odense Bys Museer, Pixi Film med støtte fra Odense Kommune 

Program

Jul på Møntergården 4.-5. & 11. – 12. december.

Møntergården er åben kl. 10-18 på lørdage og kl. 10-17 på søndage.

Flere aktiviteter foregår dog i begrænsede tidsperioder. Find hele juleprogrammet her: møntergården.dk/jul

Sted

Møntergården, Møntestræde 1, 5000 Odense C

MitOdense – det, der samler os