Slagtning, blækklatter, roelygter, te-selskab, højtlæsning, kartoffelhøst – og det er alt sammen for børn på Odense Bys Museer i efterårsferien.
Kartoffelferie
Den Fynske Landsby afholder kartoffelferie, som det hed i 1800-tallet. Hver dag kl. 13 kan børn – nøjagtigt som for ca. 200 år siden – komme med i marken og grave kartofler op. På Teglværket kan man lave sin egen roelygtemand, på Torupgården kan man dyppe sit eget lys, og i skolestuen er der hyggelig højtlæsning!
Slagtning
Som en del af den traditionelle kartoffelferie slagter vi en af Landsbyens grise – Onsdag 20. oktober kl. 11.00.
Vi holder først et lille oplæg. Det godt kan være en voldsom oplevelse, så det er vigtigt, at vi tager børnene i hånden og fortæller undervejs om det, der sker. Af samme grund skal alle børn være i følge med en voksen.
Formidlingsleder i Den Fynske Landsby, Benedikte Jeppesen
Efter selve slagtningen fortæller formidleren om, hvordan man faktisk kan spise alt på en gris, og hvad der kan laves af indvolde, grisetæer og halen. Men vi viser også hvor flæskestegen og mørbraden sidder. Dagen efter, torsdag 21. oktober, begynder parteringen af grisen. Her vil der blive fortalt udskæringer og måder at opbevare kødet på – og så skal kokkepigerne lave sulemad…
Blækklatter og finurlige bogstaver
Møntergården byder også på aktiviteter i efterårsferien. Her kan du lære hvordan man i gamle dage skrev smukke breve med pen og blæk. Øv alfabetet eller skriv et lille brev til en du holder af. Du kan også prøve at skrive med griffel på en skiffertavle, lige som man gjorde i skolen i 1800-tallet.
Skal De med til te-selskab
I snedkerens fine stue kan I dække op til te-selskab med det fine blomstrede porcelæn. Eller I kan lege, at middagen er serveret, når den hæklede legemad tilberedes. Står middagen på grøntsagssuppe eller medister med kartofler? I Børnenes Baggård er der rig mulighed for at lege sig tilbage til 1890’erne og få sjove oplevelser med historien.
Snedkerværkstedet
Snedkerens værksted er fyldt med værktøj der venter på at blive brugt. Prøv at høvle, hamre, save og bore. Kun fantasien sætter grænser, når du på egen hånd udforsker mulighederne i et gammeldags træværksted.
Tid og sted
Børnenes Baggård på Møntergården
Møntestræde 1, 5000 Odense C. 16. – 22. oktober kl. 10.30 – 12 og 12.30 – 14.30
Sejerskovvej 20, 5260 Odense S. 18. – 22. okt. kl. 11:00 til 15:00
MitOdense – det, der samler os
