fbpx

Drømmer du også om events, arrangementer og fællesskaber? Eller måske om at lære nye skills? Måske synes du at der mangler ting at lave i byen, og måske har du endda hovedet fuld af gode ideer til netop dette? Så er dette projekt helt sikker noget for dig!

Af Signe Toudal Nielsen

AOF Center Odense har netop igangsat et nyt projekt i en række fynske kommuner, herunder i Odense. Projektet hedder ”Ungdommens Aftenskole – unge med indflydelse”, og målsætningen er at få flere unge til at deltage i aftenskolen.  Derfor arbejdes der i øjeblikket på højtryk, for at stable arrangementer, events, kurser og foredrag på benene, som alt sammen er særligt tilrettelagt unge mennesker. 

Ungdommens Aftenskole håber at gå i luften allerede til sommer, hvis corona tillader det, og der er mange ideer på tegnebrættet. Der bliver talt om alt fra foredrag med spændende mennesker, madlavningskurser og baggårds croquis. Projektet er styret af en gruppe engageret unge, og man kan derfor sige at det er fra unge til unge. Det bliver nyt, spændende og sjovt – og mon ikke vi alle sammen glæder os til lidt liv i byen igen? 

Din stemme er vigtig

Hvis du er mellem 20 og 30 år, kan du melde dig som frivillig i et af de fynske ungeråd. Som en del af ungerådet er man med til at forme Ungdommens Aftenskole. Det handler om at finde på interessante, relevante og sjove events, kurser og foredrag – og samtidig om at få realiseret netop disse ideer.  Ligesom at dét at være en del af ungerådet åbner for muligheden for nye bekendtskaber, og fælleskaber – også på tværs af kommuner.  

Find Ungdommens Aftenskole på Facebook og Instagram, og find ud af hvordan du kan være med. 

MitOdense – det, der samler os