fbpx

Begge weekender i efterårsferien kan I komme på udflugt med veterantog hos Danmarks Jernbanemuseum i form af et typisk eksprestog, som det så ud i 1950’erne og 1960’erne.

Stig på veterantoget i Odense, nyd den smukke tur over Fyn og Den Gamle Lillebæltsbro i de fine, gamle vogne.

To weekender i efterårsferien kører Danmarks Jernbanemuseum fra Odense til den jernbanehistoriske by Fredericia. Turen køres af MY1135, som er et klassisk bordeaux eksprestog – naturligvis med tilhørende vogne, der knirker og vugger og giver den rette, historiske stemning!  

Der er afgang den 16., 17., 23. og 24. oktober fra Odense Banegård. Alle dage fløjtes toget afsted kl. 10.25.

Turen varer knap tre timer inkl. halvanden times ophold i Fredericia. Det er oplagt at kombinere dagen med en tur i Mindelunden i Fredericia, mens vi gør holdt. 

DSB Mindelund

Fredericia er knudepunkt for jernbanetrafikken mod nord, øst og syd. Sådan har det været i mange år. Godt en kilometer fra Fredericia Station ligger DSB Mindelund. Området er anlagt til ære for de jernbanearbejdere, der er omkommet i tjeneste fra 1847 til i dag.

Alle, der er med på turen, får udleveret en folder, der fortæller om Middelfart, den gl. Lillebæltsbro, Fredericia Station og DSB Mindelunden. I folderen er der også et kort og en beskrivelse af, hvordan du finder vej til DSB Mindelund fra Fredericia Station.

Vi kører med MY 1135

Turen køres med veteranlokomotivet MY 1135. MY-lokomotiverne blev fra introduktionen indbegrebet af styrke og et moderniseret DSB. Fra leveringen kørte lokomotivet de internationale tog og de store landsdelstog, som E-maskinerne ellers havde stået for. Fra 1954 blev det leveret i fire serier fra Nohab i Sverige, der byggede på en licens fra General Motors i USA. MY 1135 blev leveret som en del af 3. serie fra 1957 og udgik af den ordinære drift i 1997. Det blev dog brugt som tjenestelokomotiv frem til 2009. MY 1135 er ny-restaurereret og fremstår i sin oprindelige bemaling.

Køreplan

Afgang fra Odense Banegård kl. 10.25

Ankomst Fredericia Banegård kl. 11.15

Afgang Fredericia Banegård kl. 12.45

Ankomst Odense Banegård kl. 13.35

MitOdense – det, der samler os