Efteråret i Odense får igen lyd af dobbeltpedal og sveddryppende guitarer, når Odense Metalfest løber af stablen den 23. og 24. oktober 2026 på Musikhuset Posten. Nu er der landet en håndfuld nye navne på plakaten, og det er ikke ligefrem stille akustisk hygge, der er tale om.

Svensk/græsk institution vender tilbage

Den melodiske death metal-maskine Nightrage gæster igen Danmark. Bandet blev dannet i 2000 af guitaristen Marios Iliopoulos sammen med landsmanden Gus G, før turen gik mod Sverige og en solid placering i den melodiske death metal-elite.

Nightrage har gennem årene haft flere danske forbindelser. Trommerne på debutalbummet blev håndteret af Per Møller Jensen, kendt fra Invocator og The Haunted, mens vokalen dengang blev leveret af Tomas Lindberg fra At The Gates. Det er med andre ord et band med både historik og pondus, der indtager scenen.

30 års fransk brutalitet

Fra Frankrig kommer death metal-mastodonterne Destinity, som i år fejrer 30-års jubilæum. De har tidligere lagt vejen forbi Posten, og publikum kan godt begynde at spænde nakkemusklerne. Det bliver tight, melodisk og tungt som en betonblok med blastbeats.

Dansk comeback efter 12 år

Der er også gensyn med det danske doom metal-band Empire Drowns. Med et nyt album, der har høstet flotte anmeldelser og er blevet udråbt som et af de stærkeste i 2025, er bandet tilbage på scenen efter 12 års pause. Forvent mørke, tyngde og den slags stemning, der får oktoberkulden til at føles helt rigtig.

Old school fra Tjekkiet

Den tjekkiske trio Tortharry leverer old school death metal uden dikkedarer. Efter flere årtier på landevejen er de stadig en arbejdshest af et band, og ambitionen er klar: Musikhuset Posten skal rystes i fundamentet.

Early bird-billetter i salg nu

Der er stadig Early Bird-billetter til salg frem til 5. marts. Prisen er 599 kroner for begge dage, hvorefter den stiger.

Hvis du vil sikre dig to dage i selskab med riffs, råb og rendyrket metalenergi midt i Odense, er det nu, du skal slå til.

Odense Metalfest finder sted den 23. og 24. oktober 2026 på Posten. Vi ses foran scenen.

Find billetter her

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere