Når Midtfyns Festival i 2026 fejrer sit 50-års jubilæum (startede oprindeligt 1976), bliver det med et vaskeægte rocknavn på plakaten. Dizzy Mizz Lizzy vender nemlig tilbage til Dyrskuepladsen i Ringe – præcis 30 år efter deres sidste koncert på festivalen.
Med klassikere som Silverflame, Barbedwired Baby’s Dream og Love Is A Loser’s Game har trioen for længst skrevet sig ind i dansk rockhistorie, og deres gensyn med Midtfyns Festival vækker både nostalgi og begejstring.
Et stykke festivalhistorie gentager sig
Dizzy Mizz Lizzy har en helt særlig forbindelse til Midtfyns Festival. Bandet spillede første gang i 1993 efter at have vundet DM i Rock – og vendte tilbage i både 1994 og 1996, inden festivalen lukkede i 2004. Netop koncerten i 1996 fandt sted på Rytmescenen, hvor teltet Ildsjælen kommer til at stå i 2026.
De har en helt særlig plads i festivalens historie, og at de vender tilbage efter 30 år, rammer både hjertet og histori. Jeg bliver nok bevæget, når de spiller Silverflame.
Festivalleder Sune Vesterlund Larsen
Største navn siden genrejsningen
Ifølge festivallederen er Dizzy Mizz Lizzy det største navn, der har stået på Midtfyns-plakaten siden festivalens genrejsning i 2019.
Vi har arbejdet længe på at gøre dette muligt, og det føles helt rigtigt, at det sker netop nu.
Festivalleder Sune Vesterlund Larsen
I forvejen er Ulige Numre, Madsen og Sofie1998 offentliggjort som en del af programmet, der ifølge arrangørerne bliver det stærkeste siden genrejsningen.
Rock på tværs af generationer
Dizzy Mizz Lizzys koncerter er kendt for at forene generationer – hvor forældre, der stod foran scenen i 90’erne, nu står side om side med deres børn og synger med.
Deres musik samler folk på tværs – præcis som Midtfyns Festival gør. Når deres hits lyder ud over Dyrskuepladsen, bliver det et øjeblik, hvor fortid, nutid og fremtid smelter sammen.
Festivalleder Sune Vesterlund Larsen
En festival drevet af ildsjæle
Midtfyns Festival er 100 procent frivillig og non-profit – uden ansatte. Alt fra planlægning til afvikling sker på baggrund af ren passion for musik og fællesskab.
Vi har valgt en anden vej, og så længe vi kan bære festivalen på frivillige kræfter, gør vi det,” forklarer festivallederen. “Det giver en unik ånd på pladsen – man kan mærke, at festivalen er skabt af mennesker, for mennesker.
Festivalleder Sune Vesterlund Larsen
Når Dizzy Mizz Lizzy går på scenen i Ringe næste sommer, bliver det derfor mere end blot en koncert. Det bliver et symbol på fællesskab, frivillighed og dansk rockhistorie, der får lov at gentage sig.
Midtfyns Festival 2026 finder sted den 4.–5. september på Dyrskuepladsen i Ringe.
Billetter kan købes på festivalens hjemmeside her.
MitOdense – det, der samler os