Måske har du allerede idéen til en ny bæredygtig virksomhed? Måske er du lige kommet i gang? Eller måske vil du gerne gøre din nye virksomhed grønnere?
Uanset hvad – så giver et kommende temaforløb fra Odense Iværksætterservice svarene på dine spørgsmål.
Der er brug for gode idéer og nye tanker, hvis vi skal hjælpe klimaet og komme i mål med den grønne omstilling. Det gælder overalt – også i erhvervslivet. Måske er den gode, grønne idé allerede opstået hos en af Odenses mange nye eller potentielle iværksættere, og nu er det blot det sidste skub, som mangler.
Derfor står Odense Iværksætterservice klar med et temaforløb, hvor emnet er cirkulær økonomi og bæredygtighed, og her kan deltagerne blive klogere på, hvordan de udvikler videre på deres grønne forretningsidé.
Over fire dage – i perioden fra 19. maj til 9. juli – bliver der blandt andet kigget nærmere på kommunikation af bæredygtighed samt sat fokus på bæredygtighed og cirkulære forretningsmodeller i forbindelse med både fysiske produkter og services. Der er således gode muligheder for at komme hurtigt og grønt fra land med sin nye virksomhed.
Det er ikke tilfældigt, at Odense laver forløbet om bæredygtighed, og by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt er glad for, at byen tager ansvar for at koble iværksætteri og grøn økonomi.
Jeg er utrolig tilfreds med, at Odense bidrager til uddannelse af landets iværksættere. Vi har brug for idéer og nye virksomheder, og derfor er det vigtigt, at vi hele tiden kigger på, hvordan vi kan hjælpe vores iværksættere på vej. Samtidig glæder det mig, at Odense sætter fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi. Det er meget interessante områder, hvor vi skal være ambitiøse, og hvor der ikke er tvivl om potentialet for gode idéer og forretningsmodeller.
By- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt
Hos Erhvervshus Fyn er der også glæde over temaforløbet, som er en del af flere målrettede tiltag fra Iværksætterdanmark.
Iværksætterdanmark er et rigtig godt initiativ, som gennem målrettede tema- og kompetenceforløb klæder iværksættere på til at starte og udvikle deres virksomhed. Som partner i projektet er vi glade for samarbejdet med Odense og den øvrige fynske lokale erhvervsservice, der sikrer, at vi kan nå bredt ud til endnu flere iværksættere og understøtte dem i, at skabe en mere bæredygtig forretning.
Nathalie Godthaab, projekter, Erhvervshus Fyn.
Temadagene i Odense
De fire dage om cirkulær økonomi og bæredygtighed varer hver fire timer, og de foregår dels på Stjerneskibet og dels hos BUDWEG CALIPER A/S og Zirkel.
Vi arbejder målrettet med cirkulær økonomi og bæredygtighed, og har som et vigtigt element i det arbejde, etableret butikken Zirkel på Højvang i Næsby. Zirkel er også et fællesskab hvor kreative iværksættere og kunstnere giver nyt liv til affaldsprodukter, og derved reducerer forbruget af ressourcer. Vi er glade for at være en del af dette workshopforløb, og glæder os til at lægge hus til en af gangene i forløbet.
Mette Lorenzen, Genbrugschef, Odense Renovation.
Hos både BUDWEG CALIPER A/S og Zirkel bliver modulerne en blanding af undervisning, rundvisning og virksomhedens bæredygtighedshistorie og -mål, for alle virksomheder har mulighed for at blive mere bæredygtige – både nye og gamle. Første modul kommer til at indeholde en kort fortælling om Odenses mål som bæredygtig by fremlagt af Christoffer Lilleholt.
Der er desuden en mentorordning, som kører mellem temadagene samt to måneder efter endt forløb.
Målgruppen er iværksættere, som er på idé-stadiet, eller hvis virksomheder er stiftet efter d. 30. august 2016.
Tilmelding
Iværksætterdanmark tager imod tilmeldingen, og der er åbent cirka en måned før opstart, hvilket er gældende for alle forløb.
Interesserede kan dog allerede nu kontakte iværksætterkonsulent Randi Trabjerg fra Odense Iværksætterservice på telefon 20 51 70 85 eller på mail.
Fakta
Iværksætterdanmark er et toårigt EU-finansieret projekt målrettet danske iværksættere, som enten stadig er på idé-stadiet, eller hvis virksomheder er stiftet efter d. 30. august 2016. Emnerne på kompetence- og temaforløbene er utallige, men af eksempler kan nævnes Økonomi, Digital Markedsføring og salg, Forretningsudvikling, Fødevarer, Detailhandel, Sæsonbestemt Turisme og Bæredygtighed.
Odense Iværksætterservice tilbyder vejledning, sparring, workshops, kurser og arrangementer målrettet iværksættere og nystartede virksomheder i byen. Odense Iværksætterservice samarbejder med et bredt netværk af rådgivere, specialister og iværksættermiljøer, for at skabe de optimale forhold for nye virksomheder, som har valgt Odense som base.
MitOdense – det, der samler os