fbpx

Glædelig jul-i! Selvom Danmark nu begynder at åbne stille og roligt igen, er der nok mange, der har fået aflyst deres sommerferieplaner grundet COVID-19. Men så er det godt, at der er masser at give sig til hjemme i Odense! Vi har samlet nogle af de ting, man kan lave i juli, så læs med og bliv inspireret.

Af Signe Toudal Nielsen

H.C. hvem?
Gennem hele juli og august kan du komme med til sommerteater for hele familien. Omdrejningspunktet er H.C. Andersens eventyr, og det hele udspiller sig i Den Fynske Landsby, hvor skuespillerne tager publikum med på en rejse gennem de gamle huse, gårdspladser og en stribe af H.C. Andersens eventyr. Forestillingen har blandt andet hentet inspiration fra Monty Python, og der er garanteret sjov, grin og god underholdning. Se datoer og læs mere her

Jesper Dupont – Den Fynske Landsby

Byvandringer
I juli kan du komme med på forskellige byvandringer i Odense by. Alle mandage kan du tage med på byvandringen: Odense – før, nu og i fremtiden, hvor byens udviklingen opleves helt tæt på. Der fortælles om den historiske udvikling af byen, hvordan kvarterer har ændret sig, og hvad de i fremtiden bliver til. Læs mere og find datoer her

Det er også muligt at komme med på en byvandring i Holbergtidens Odense, hvor der fortælles om byen, dengang den var underlagt kongens enevælde. Hvordan så Odense og livet for Odenseanerne ud i slutningen af 1700-tallet og fremefter? Og hvordan var de forskellige kvarterer? Alt det og meget mere til kan du lære mere om på turen, det bliver spændende! Læs meget mere her

Du kan også komme med på en tur i området ved Brandts Klædefabrik med byvandringen: Fra klædefabrik til kulturelt mekka. Brandts Klædefabrik var med sine 600 ansatte i mange år Odenses største arbejdsplads, og området omkring dækkede også over boliger, foreninger og meget mere. På turen fortælles der om, hvordan området udviklede sig fra at være arbejdspladser, boliger og foreninger til at blive et kulturelt mekka i Odense. Læs meget mere her

Veteranbus og veterantog
Hos Danmarks Jernbanemuseum kan du komme med på en tur med veteranbusserne og veterantogene. Der er seks veteranbusser, som alle repræsenterer udviklingen fra 1935-1979, og det er muligt at komme med på tur hver mandag og fredag. Læs mere om busserne her

Hvis du hellere vil på tur med et veterantog, er det også muligt hos museet. Du kan komme med på tur i veterantoget ODIN eller stikke hovedet indenfor i røde lyntog, der normalt er lukket for publikum. Læs mere om de forskellige muligheder her. Og husk at der er halv pris på billetterne hele juli.   

Fotocredit Danmarks Jernbanemuseum

Eventyr på fodrejsen
Tag med på rundvisning, kombineret med livligt teater, når H.C. Andersens fodspor skal følges. Undervejs besøges en række historiske steder, og man møder flere populære figurer fra hans eventyr. Læs mere her

Fotocredit VisitOdense

Sommeropera på Sortebrødre Torv
3 torsdage i juli, kan du opleve sommeropera på Sortebrødre Torv, hvor der synges kendte arier og duetter fra operalitteraturen, ligesom der synes sange og spilles melodier med tekst af H.C. Andersen. Læs mere om sommeropera og andre opera aktiviteter her

Odense Jazz festival
Fra 20. juli og to uger frem kan du komme med til Jazz Festival i Odense. Der vil være forskellige aktiviteter i byen, som alle sammen har jazz som hovedfokus. Blandt andet 3 faste daglige koncerter på spillestederne Dexter og PåTaget. Derudover vil der også være koncerter på studenterhuset og flere udendørs koncerter. Læs mere og køb din billet her

Regeringens sommerpakker betyder, at det blandt andet er muligt at komme ind til en række kulturelle oplevelser med stor rabat hele sommeren. Derfor kan du i sommermånederne komme i Odense Zoo, på Brandts, på Danmarks Jernbanemuseum, besøge Møntergården eller Den Fynske Landsby til halv pris!

MitOdense – det, der samler os