Julen har sjældent lydt – og føltes – bedre end i Storms Pakhus. Her bydes der i december på gratis julekoncerter med legendariske navne, julebanko for børn, kreativ julekrea, gratis juletræer og en stor BagJul-fest, når julen skal rundes af med dans og fællesskab.
Gratis julekoncerter i Pakhuset og meget mere
19. december kl. 21.00 – James Sampson
En af Danmarks største soulstemmer indtager traditionen tro Pakhuset med en varm og stemningsfuld julekoncert. James Sampson fortolker klassikere fra den store julesangskat – og mon ikke publikum også forkæles med hits som “Dream On” og “Me and Mrs. Jones”. En aften svøbt i soul, juleglæde og fløjlsblød stemning.
20. december kl. 21.00 – MC Einar
Det jul’, det’ cool – og det’ i Pakhuset. MC Einar, manden bag et af Danmarks mest ikoniske julehits, skruer op for juleglød, nostalgi og old-school hiphop. Klassikere som “Arh Dér!” og “Provokerer, onanerer” sender publikum direkte tilbage til baggy bukser, tung bas og rim, der falder som sne. Det bliver funky, festligt og helt igennem cool.
Gratis julebanko for børn – lørdag 20. december
Vil børnene sikre sig en ekstra julegave, er julebanko i Pakhuset et oplagt bud. Hele familien kan være med, når Storms Pakhus inviterer til gratis julebanko fyldt med hygge og små sjove aktiviteter.
Drivhuset, hal 3
Kl. 11.00–11.30: Udlevering af bankoplader (1 pr. barn)
Kl. 11.30–12.30: Banko starter
Der spilles klassisk banko med julet twist og præmier til både rækker og sidegevinster. Hovedpræmierne er 2 x 500 kr. til Fætter BR.
Dagens julebankovært er Maiken Madsen, der sørger for god stemning og festligt ballade.
OBS: Begrænsede pladser – kom i god tid.
Julekrea med genbrugsmaterialer
Søndag den 21. dec. kl. 11. Årets sidste julekrea byder på julepynt lavet af genbrugsmaterialer. Her mødes nostalgiske klassikere som flettede hjerter og nisser med et kreativt univers, hvor fantasien får frit spil.
Der arbejdes med maling, glimmer og silkesnore, når gamle bøger, cykelslanger og kort forvandles til unik julepynt.
Alle materialer er klar – og der er kyndig vejledning fra Heidi Ahtola, underviser i tekstil, design og billedkunst.
Hal 2
Gratis – og pyntet tages selvfølgelig med hjem.
Gratis juletræer – deles ud 23. december
Storms Pakhus deler igen julens glæde ud og forærer omkring 80 juletræer til familier, hvor julen kan have svært ved at finde vej.
Tilmelding senest 18. december (først til mølle)
Afhentning 23. december kl. 11.00–18.00 på Pakhusets bagplads
Levering muligt inden for 5 km kl. 10.00–16.00
Træerne er mellem 1 og 2 meter høje.
Tilmelding til juletræ:
https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLScEacEBECvvjYRGcu0pKv32FYrr8m1h5KbmxjsStSYOfUcBrg/viewform
BagJul 2025 – fest 1. juledag
Julen rundes af med BagJul, den årlige gensynsfest for nye og gamle odenseanere. Et regulært DJ-maraton fylder hal 3, når dansegulvet åbner for juleferiens største fest.
Torsdag 25. december 2025 kl. 21.00
Storms Pakhus, Lerchesgade 4, Odense C
DJ-maraton
Kræver billet – find dem her
Overskuddet går til en lokal institution, der arbejder med udsatte minoriteter – og gæsterne kan være med til at bestemme, hvem støtten går til.
Kort sagt:
Gratis koncerter, julehygge for børn, kreativitet, fællesskab og fest – Pakhuset samler det hele under ét tag i december.
MitOdense – det, der samler os